Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GUDLEIK GERDSKE OG EYVIND URARHORN
83
holde Tand for Tunge, men lode sig forlyde med, at Kong Olaf digre, som man
i Sverige kaldte ham, havde Part i denne Handelsfærd: saaledes blev dette bekjendt
paa Gotland1. Gudleik fortsatte sin Rejse lige til Holmgard, og indkjøbte her
prægtige Varer, hvoriblandt Pell, der kunde anvendes til Højtidsdragt for Kongen,
ypperlig Bordstads, og herligt Pelsverk. Paa Tilbagevejen fik han Modvind, og
blev en lang Stund liggende under Øland. Men imidlertid havde Thurgøt Skarde,
den samme, hvis Broder Æsgøt var bleven hængt i Throndhjem, og som selv havde
maattet rejse derfra med uforrettet Sag, allerede længe ligget paa Luur efter
Gudleik med et vel bemandet Langskib. Da han hørte at denne var kommen til
Øland, skyndte han sig derhen og angreb ham. Gudleik og hans Mænd forsvarede
sig godt, og Striden blev langvarig, men da Thurgøt havde langt flere Folk, blev
han omsider Sejrherre. Gudleik og mange af hans Mænd faldt, en heel Deel bleve
saarede, og den hele kostbare Ladning faldt i Thurgøts Hænder. Denne uddeelte
alt Byttet ligeligen blandt sine Mænd, paa de Kostbarheder nær, som vare
indkjøbte for Kong Olafs Regning. Disse, sagde han, skulde hans egen Konge have
som en ringe Erstatning for den Skat, der tilkom ham fra Norge. Han tog derfor
Vejen nordover til S vi th jod. Men kort efter kom Eyvind Urarhorn til Øland,
hørte, hvad der var skeet, satte strax efter Thurgøt, indhentede ham i Sviaskærene,
og angreb ham. Der faldt Thurgøt og de fleste af hans Folk, og Eyvind tog det
hele Bytte, deriblandt ogsaa Kong Olafs Kostbarheder, hvilke han saaledes, da
han kom hjem til Norge, kunde bringe Kongen, som takkede ham meget for hans
raske Ferd, og paany tilsagde ham sit Venskab.
Paa denne Maade førtes Fejden mellem begge Konger: den synes i det hele
taget mere at have været en personlig, end en Folke-Krig. Om Sommeren havde
Olaf Leding ude, og drog atter lige ned til Elven, hvor han laa længe, og hvor
Folket gik ham til Haande, saa at nu endelig hele Ranrike adlød ham2. Den svenske
Konge var, fortælles der, saa opbragt paa Olaf, at ingen i hans Paahør maatte
kalde denne med hans rette Navn; han skulde kun hede «den digre Mand»3.
Bønderne i Viken og i Gautland ønskede derimod intet heller, end at der fremdeles
maatte være venskabelig Forstaaelse og Kjøbfred mellem begge Lande. Af samme
Mening var ogsaa Jarlen i Vester-Gautland, Ragnvald Ulfssøn4. Hans Hustru,
Ingebjørg Tryggvesdatter, opfordrede ham desuden paa det ivrigste til at søge
Kong Olafs Venskab og slutte sig til ham, deels fordi hun selv var nær beslægtet
med ham og derfor nærede Forkjærlighed for ham, deels fordi hun ej kunde glemme
1 Om Gotlands Betydning i den østersøiske Handel, se o. B. III. S. 68.
2 Olaf den helliges Saga, Cap. 66, Snorre, Cap. 65. 3 Olaf den helliges Saga, Cap. 66, Snorre, Cap. 66.
4 Om Ragnvald Ulfssøn og hans Giftermaal med Ingebjørg Tryggvesdatter, se ovenfor B. III. S. 336, 347.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
