Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
OLAF HARALDSS ØN
han ikke længer truedes af en overlegen Bondehob. Man maa ogsaa indrømme,
at for en Mand med hans Stolthed, som han vel tildeels ogsaa havde arvet efter
sin Moder, maatte det være haardt at give sit Samtykke til et Giftermaal, som
dette, der, saaledes som Forholdene paa de Tider endnu vare beskafne, virkelig
maatte kaldes saare ulige. Olaf svenske var uimodsigeligt den højbyrdigste af
Nordens daværende Konger1. Han nedstammede i lige Linje fra Ragnar Lodbrok,
og uagtet den danske Konge roste sig af det samme, maatte der dog i denne
Henseende herske nogen Tvivl2; saa meget var i det mindste vist, at de svenske Konger
saa godt som den hele Tid siden Ragnar Lodbroks Dage havde været Overkonger,
og til forskjellige Tider endog hersket over Danmark3, medens det egentlig først
var Knut, der havde gjort Danmark mægtigt og anseet. Norge var derimod ikke
engang anerkjendt som et samlet Rige, det betragtedes — hvad Sviakongens
Ord til Hjalte noksom vise — kun som en Mængde indbyrdes usammenhængende
Smaariger, der egentlig stode under Lodbroke-Ætlingernes Overherredømme.
Harald Haarfagre, og de af hans Efterkommere, der traadte i hans Spor, ansaaes
som Oprørere og Usurpatorer; en Søn af den ubetydelige Smaakonge Harald
grønske, hvilken Sviakongens Moder ikke havde gjort sig nogen Samvittighed af
at indebrænde, da han faldt hende besværlig med Frieri, kunde i Sønnens Øjne
umuligt være noget passende Parti for hans egtefødde Datter4, og det hjalp her
ikke, at Olaf Haraldssøn nu ej længer hørte til Fylkekongernes Tal, men virkelig
var Norges Overkonge, thi denne Magt havde han vundet paa Sviakongens
Bekostning, og desto forhadtere maatte det være denne at see ham optræde som
hans Ligemand. Endelig maa det erkjendes, at Sviakongens Samtykke var erhvervet
paa en med god Stats-Orden saa lidet stemmende Maade, at han visselig kunde
være at undskylde, om han ej betragtede sig bunden derved, naar han for Resten
troede uden Fare at kunne bryde det. Man merkede snart, at dette var hans
Hensigt. Sommeren gik hen, Kongens Omgivelser undredes over, at der ingen
Forberedelser gjordes til den aftalte Brudeferd, og mange vare heel bekymrede
derover, men ingen vovede at gjøre Kongen noget Spørgsmaal derom. Man
henvendte sig til Ingegerd og bad hende lokke ud af sin Fader, hvad dog hans egentlige
1 Uppsala-Ætten er den fornemste af alle Ætter i Norden, siger senere Arnvid blinde, da den
nedstammer fra Guderne selv.
2 Se herom ovenfor, B. II. S. 18—20.
3 Allersidst havde dette været Tilfældet, da, som vi have seet, Erik Sejrsæl og Olaf svenske selv havde
hersket over Danmark. Men ogsaa tidligere synes Bjørn Jernside og hans nærmeste Efterfølgere, at have
optraadt med Fordringer paa Overherredømmet i Norden, se B. II. S. 18—20, 367.
4 Dette udtales ligefrem i de Ord, der senere (se nedf. S. 104) lægges Kongens Raadgiver Arnvid blinde
i Munden (Olaf den heil. Saga, Cap. 89, Snorre, Cap. 96), nemlig at Olaf Haraldssøn var i Forhold til
Ingegerd, som Leer til Guld, som en Træl til en Konge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
