Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
OLAF HARALDSS ØN
at Svein vilde udføre det. Naar Olaf var dræbt, forudsaa han, at hans Fiender
vilde erhverve Riget, og hvis han da selv blev Konge, skulde Svein blive hans
Jarl. Disse Overtalelser virkede. Svein paatog sig at myrde Kongen, og Rørek
stillede det saaledes til, at naar Kongen gik til Aftensang, skulde Svein staa med
draget Sax ude i Svalen, og gjennembore ham, i det han kom ud af Stuen.
Svein indtog sin Plads, men da Kongen gik ud af Stuen, kom han hurtigere ind
paa Svein, end denne ventede, Kongens Blik mødte hans: han blegnede og blev
ganske haandfalden. Kongen merkede hans Forv rring, spurgte hvad der var
paa Færde, og om han vilde svige ham. Svein kastede Kappen og Saxet fra sig,
faldt Kongen til Fode og sagde: «Alt i Guds og eders Vold, Konge!» Kongen
lod ham gribe og lægge i Lænker, men skjenkede ham dog siden Livet, og lod
ham senere forlade Landet. Rørek lod han ikke længer sidde ved sin Side, men
paa den anden Bænk, han lod ham heller ikke længer sove i sit eget Sovekammer,
men i et andet, hvor der sov mange Hirdmænd. Til at opvarte ham satte han
to Hirdmænd, af prøvet Troskab og Paalidelighed; de maatte hverken Dag eller
Nat vige fra ham.
Rørek lod sig imidlertid ikke afskrække ved sit første Uheld, men smedede
nye Planer, deels til sin Befrielse, deels til at tage Kongen af Dage. Han
forandrede nu tildeels sin Opførsel. Vel var han endnu ofte mange Dage stuur og
ordknap, men stundom var han igjen saa lystig, at hvert Ord, han sagde, vakte
Munterhed; stundom var han ogsaa ondskabsfuld i sin Tale. Som oftest drak
han kun lidet, men undertiden drak han igjen alle dem, der vare om ham, under
Bordet. Da han var rigeligt forsynet med Lommepenger, plejede han ofte, førend
han gik til Sængs, at lade nogle Kander Mjød bringe ind i Kammeret og give alle
de tilstedeværende at drikke, hvorfor han blev meget yndet. Dette skede især,
da Kongen med sit Følge var kommen til Tunsberg, thi der vare allerede mange
danske og saxiske Skibe saa vel som Nordfarere ankomne, og der var fuldt op
af al Slags Mad- og Drikke-Varer. En Aften kom Rørek meget silde til sit
Sovekammer. Han havde drukket sterkt, og var meget lystig. Strax efter kom en
af hans Venner, ved Navn Finn litle, ind med en Kande Mjød. Denne Finn var
fra Oplandene, efter nogles Sigende var han af finsk Æt; han var meget liden af
Væxt, men overvættes rap til Fods, saa at neppe engang nogen Hest kunde
indhente ham; han havde fordum længe været i Røreks Tjeneste og udrettet hans
vigtigste og fortroligste Ærender. Paa Oplandene kjendte han alle Veje og mange
af de fornemste Mænd. Da Rørek var fangen, sluttede Finn sig til Kongens
Tjenerflok, og søgte ofte at komme til at tale med Rørek, der dog aldrig talte længe ad
Gangen med ham, for ej at vække Mistanke. Da de vare komne ud i Viken, hændte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
