Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
OLAF HARALDSS ØN
laa, og bore Huller i dem, deels at snige sig om paa Gaardene, hvor Bøndernes
Heste gik, og ride dem bort. Selv tilbragte han ogsaa denne Nat med Bønner
til Gud om at hjelpe ham med sin Miskund og Naade. Da Ottesangen var holdt,
gik han til Thinget. Nogle Bønder vare komne, andre saa man komme bærende
imellem sig et Billede i Menneskeskikkelse, prydet med Guld og Sølv. Da de
tilstedeværende Bønder saa deres Gud nærme sig, rejste de sig alle hastigt op,
og bøjede sig for dette Skræmsel. Det blev sat midt paa Thingvolden. Paa den
ene Side sad Bønderne, paa den anden Kongen med sine Mænd. Nu stod
Gudbrand op og sagde: «Hvor er nu din Gud, Konge? Han bærer nok nu Hageskjegget
temmelig lavt, og det lader derhos til at hverken du eller den hornede Mand ved
din Side, som I kalde Biskoppen, er fuldt saa vigtig som i Forgaars, thi nu er
vor Gud kommen, der raader for alle Ting, og seer paa eder med hvasse Øjne;
jeg seer godt at I ere fulde af Angest og neppe vove at slaa Øjnene op. Lader
derfor eders Uvæsen fare og forliger eder atter med vor Gud; saa streng han er
i at hevne Fornærmelser, tykkes det mig et stort Under at han har skaanet eder
saa længe; men han venter vel ganske sikkert at I ville ydmyge eder for ham
og dyrke ham». Kongen stod derpaa op og svarede: «du har talt mangt og meget
til os denne Morgen, og undrer dig over at du ej kan see vor Gud: jeg venter at
han snart kommer til os. Derimod undrer jeg mig over, at du vil skræmme os
med din Gud, som er blind og døv og hverken kan bjerge sig selv eller andre,
eller komme af Stedet uden at bæres af andre: jeg aner at han snart vil faa en
Ufærd, thi see nu mod Østen, der kommer vor Gud med meget Lys!» Solen stod
just op, og alle Bønderne vendte sig mod den. Kongen havde tidligere givet
Kolbein sterke et Vink om, at naar det traf sig saaledes under hans Tale, at
Bønderne vendte sig fra sin Gud, skulde han slaa til den af alle Kræfter med Klubben.
Dette gjorde nu Kolbein, og slog til Billedet saa eftertrykkeligt, at det brast i
mange Stykker. Ved Lyden heraf vendte Bønderne sig om og saa deres Gud
ligge sønderslagen, medens Muus saa store som Katte, og Ormer og Padder valt
ud. Bønderne bleve saa rædde, at de flygtede deels til deres Baade, deels til deres
Heste; men da de satte Baadene ud, løb de fulde af Vand, og Hestene vare ingen
Steds at finde. Der var nu en stor Larm. Olaf lod Bønderne kalde tilbage, og
bad dem ikke at bære sig saa, thi han havde noget at tale med dem om. De
ad-løde, og Thinget blev paany sat. Kongen rejste sig og sagde: «jeg skjønner ikke,
hvad al denne Tummel og Løben frem og tilbage skal betyde. I see nu,
hvad eders Gud duede til, som I dyngede Guld og Kostbarheder paa, og bevertede
med Mad og Drikke; Ormer og Padder, Muus og Øgler have nydt godt deraf,
som I nu saa, og det er tilpas til dem, der tro paa sligt og ej ville, lade slig Gal-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
