Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AASBJØRN SIGURDSSØN OG THORE SEL 153
Mand. Med dem gik han ned til Skibet; det var endnu ikke ganske lyst, og de gik
ombord, just som Aasbjørn og hans Folk vare klædde. Aasbjørn hilsede Thore.
Denne spurgte, hvad Slags Ladning han førte paa sit Skib. Aasbjørn svarede at
det var Korn og Malt. Da udbrød Thore i lange og heftige Beklagelser over Erlings
Trodsighed og Opsætsighed mod Kongen. Da Aasbjørn endelig kunde komme til
Orde, sagde han, at det kun var Erlings Trælle, der havde ejet dette Korn. Thore
svarede hastigt, at han ikke brød sig noget om hans og Erlings Kneb, men betydede
Aasbjørn, at han strax skulde gaa i Land med sine Folk, hvis de ej vilde udsætte
sig for at kastes overbord, «thi», sagde han, «jeg vil ikke have nogen Trængsel
af eder her, medens vi rydde Skibet». Aasbjørn, som ej havde flere end 20 Mand
mod Thores 60, maatte adlyde, og staa med sine Mænd og see paa, hvorledes
Thore lod hele Farmen losse ud af Skibet. Da dette var tømt, gik Thore langsad
Dækket, betragtede Sejlet, og sagde: «det er dog svært, hvor godt Sejl de Haaleyger
have: lad os tage det gamle Sejl paa vor Fragtskude og give dem det; det er godt
nok for dem, der sejle med tomt Skib». Sejlene bleve virkelig ombyttede, og
Aasbjørn maatte i denne Forfatning drage videre. Han kom hjem seenhøstes, og hans
uheldige Rejse rygtedes vidt og bredt. Af Gilderne blev der nu naturligviis intet,
og derimod indbød Thore Hund Aasbjørn, hans Moder og alle dem, de vilde tage
med, til Julegjestebud hos sig. Men Aasbjørn var saa skamfuld og ærgerlig, at
han ikke lod sig see, men sad hjemme, hvilket Thore tog ilde op, som om han slog
Vrag paa hans Indbydelse. Han lod derfor nu og da spydige Ord falde om Aasbjørn
og hans Rejse. Saaledes sagde han f. Ex.: «Der er jo vistnok stor Forskjel paa os
og Aasbjørns mødrene Frænder i Anseelse, men han viser det ogsaa til Gavns,
saa meget som han anstrengte sig i Sommer for at besøge sin Morbroder Erling
heelt nede paa Jæderen, medens han nu ikke engang vil drage i det nærmeste
Huus til mig: maaskee han tror at finde en Sel-Thore i hver Holm, han kommer
forbi». Slige og lignende Udladelser af Thore kom Aasbjørn for Øre, og han tog
sig overmaade nær af dem. Ilde til Mode var han over sin Rejse før, og end mere,
da han hørte at man spottede derover. Han holdt sig derfor fremdeles hjemme
om Vintren og vilde ikke gaa i noget Gjestebud. Han tænkte kun paa, hvorledes
han skulde aftvætte Skjendselen i Sel-Thores Blod.
Imidlertid havde Kong Olaf opholdt sig den hele Sommer i Viken, og berejst
den lige ned til Grændsen ved Elven; Høsten og den første Deel af Vintren tilbragte
han i Sarpsborg, hvorfra han i Begyndelsen af det følgende Aar tiltraadte sin
bebudede Rejse til de vestlige Kystfylker. Paa sin Side lod Aasbjørn Sigurdssøn
en tyvesædet Snekke, som han ejede, sætte frem og udruste strax efter
Kyndelmisse, stevnede Folk til sig og drog sydefter med 90 vel bevæbnede Mænd. Han fik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
