Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONG KNUTS MAGT
205
der saa god Fred, at ingen vovede at gjøre Brud paa den, og ethvert Lands gamle
Lov og Ret overholdtes. Om slige Ting gik der stort Ry i alle Lande». Det er
saaledes let at indsee, at om Knut end ikke havde staaet i noget særeget Forhold til
Norge, vilde de misfornøjede Nordmænd dog have flokket sig om ham. Hos ham
kunde de, som der siges, see langt større Herlighed end andensteds, baade fordi
der dagligen var en saa stor Mængde forsamlet, og fordi der herskede saa megen
Pragt i de Herberger, der tilhørte ham, og hvor han opholdt sig. Men dertil kom
nu ogsaa, at han ansaaes, eller i det mindste ansaa sig selv, at have Fordringer
paa Norge, og endelig at hans Systersøn Haakon Jarl, som endnu havde mange
Tilhængere og mægtige Frænder, og hvis uheldige Skjæbne af Flere beklagedes,
opholdt sig hos ham. Mange anseede Mænd i Norge eller mægtige Bondesønner
havde derfor allerede, under forskjellige Paaskud, begivet sig til Knut, og, tillægges
der, «enhver af dem, som kom til Kong Knut og søgte hans Yndest, fik af ham
Hænderne fulde af Penge». Eftersom dette rygtedes, maa det have lokket endnu
flere til ham, og denne Gave-Uddeling gik omsider, som vi ville see, over til et
formeligt Bestikkelses-System. De, som kom fra Norge, klagede deels for Haakon
Jarl, deels for Knut selv, over den Tvang, hvorunder Olaf holdt dem. Olafs
Foranstaltninger til Christendommens Overholdelse og Statens Organisation var i
deres Øjne lige saa mange Brud paa den gamle Landsret. De sammenlignede
Knuts tilsyneladende Eftergivenhed med Olafs Strenghed, og sagde at Norges
Mænd vare rede til, naar det skulde være, at underkaste sig Kong Knut og Haakon
Jarl, for af dem at faa hvad de kaldte deres Frihed tilbage. Alle disse Taler klang
godt, især i Jarlens Øre, og han bad sin Morbroder paa det indstændigste at gjøre
det første Skridt til at paatale saavel hans, som sine egne Rettigheder. Han
foreslog, at Knut skulde sende et Gesandtskab til Kong Olaf for at spørge ham, om
han med det gode vilde oplade dem Riget eller i det mindste paa visse Betingelser
afstaa noget deraf. Da mange andre bifaldt dette Forslag og understøttede det,
gav han sit Samtykke dertil, skjønt det af det følgende er øjensynligt, at han endnu
ikke ganske fandt Tiden at være kommen til at drive Sagerne med Eftertryk. Et
Gesandtskab udrustedes paa det prægtigste, for at kunne optræde i Norge med
saa megen Glands, og vække saa store Forestillinger om Knuts Magt og Rigdom,
som muligt, og det afsendtes fra England til Olaf med Kong Knuts Breve og
Indsegl1.
Olaf, der, som vi have seet, havde tilbragt Vintren paa Oplandene, og her
bortgiftet sin Halvsyster og sin Moders Syster, drog siden over Thoten, Hadeland
og Ringerike ud til Viken, hvor han om Vaaren tog sit Sæde i Tunsberg. Her
1 Olaf d. heil. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 139.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
