Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLAG I HELGEAA
261
sig Sejren, der dog egentlig maatte siges at tilkomme Knut, for saa vidt han
beholdt Valpladsen, om end hans Folketab var betydeligt. Ulfs Forhold under
Slaget maa ganske vist have været heel tvetydigt. Det synes næsten, som om
han en Stund var uvirksom Tilskuer, indtil han ved at see, at Kongernes Plan
kun halvt var lykkets, og at Knut tilsidst vilde beholde Overmagten, tog det
sikreste Parti, nemlig at give sig Mine af Hengivenhed for ham, og komme ham
til Hjelp. Men Knut lod sig ikke skuffe derved, som det siden viste sig.
de ventede Knuts overlegne Flaade, have vovet sig saa langt op i Landet med sine Skibe, som til Aasum.
Her kan man dog rigtignok tænke sig en Forvexling af «Aahus», der ligger ved Elvens Udløb i Havet, med
«Aasum» ved Helgesjø, og antage, at Saxo paa Grund deraf vilkaarligt har henført Scenen til den øvre Sø,
og lempet Beskrivelsen derefter. Men vanskeligere bliver det med Slaget ved Stangebjerg, der umuligt
synes ganske at kunne være opdigtet af Sagnfortællerne, medens det paa den anden Side ikke synes
tænkeligt, at Anund skulde have fjernet sig saa langt fra Skibene, ligesom det ogsaa aldeles strider mod Sagaens
Ord. Vi maa derfor her tage vor Tilflugt til den Gjetning, at Slaget ved Stangebjerg har været leveret ved
en anden Lejlighed, som Sagaerne ikke omtale, fordi den ikke vedkom Norges Historie, og at Saxo urigtigt
har sat det i Forbindelse med Slaget i Helgeaa. Der er nemlig intet, som hindrer os i at antage at Knut
allerede tidligere, i 1025, har overvundet Anund paa et Herjetog, som denne fra Smaaland eller Bleking
af har foretaget ind i Skaane. Om Vintøen 1025—26 berejste Anund, som vi have seet, Vestergautland:
han kan saaledes let have gjort et saadant Strejfetog ned igjennem Smaaland til Skaane, og der bestaaet
en Kamp med Knut ved Stangebjerg, uden at derfor Sagaerne behøvede at omtale det. Dette giver os
maaskee Nøglen til, hvorledes Henrik af Huntingdon og nogle senere Haandskrifter af Chron. Sax. virkelig,
som vi ovenfor have nævnt, i 1025 kunne lade Knut drage til Danmark og kæmpe med de Svenske ved
Helgeaa. Knut, heder det, drog til Danmark med en Flaade «til Holmen» ved Helgeaa, hvor Ulf og Eglaf
kom ham imøde med en meget stor Styrke baade til Lands og Vands fra Svithjod; Knut tabte mange Folk,
og Sviarne beholdt Valpladsen. Denne Beretning grunder sig vel for en Deel paa en Forvexling med det
store Slag 1027, men den vilde dog neppe være bleven henført til 1025, hvis der ikke virkelig ogsaa da havde
fundet en Kamp Sted i Nærheden af Helgeaa, som siden er bleven forvexlet og sammenblandet med den
anden. I den angliske Beretning om Slaget 1025 tales kvm om Sviar, ikke om Nordmænd, der tales, ligesom
hos Saxo, om «Holmen» ved Helgeaa; der tales ligeledes baade om Landhær og Flaade, medens Sagaerne
kun nævne om den sidste; Ulf nævnes som Sviarnes Anfører, ligesom hos Saxo, og naar Chron. Sax. ikke
omtaler Slaget til Lands, der var fordeelagtigt for Knut, men kun Slaget til Søs, hvori han tabte, kan dette
forklares derved at Krønikenotitsen kim holdt sig til det endelige Resultat, hvilket endog efter Saxo unegtelig
var dette, at Knut, skjønt han sejrede til Lands, dog led et Nederlag til Søs. Af denne Grund har Chron.
Sax. heller ikke nævnt Anund, men kun Ulf og Eglaf (Eilaf) Flaadens Anførere. Ved Ulf behøver man for
øvrigt ikke her med Saxo at tænke paa Ulf Jarl, Knuts Svoger. Vi vide af Sagaerne, at den paa Grund af
sit Venskab for Kong Olaf af Sviakongen Olaf Erikssøn forjagne og med Dronning Ingegerd til Rusland
overflyttede Ragnvald Jarl havde to Sønner, Ulf og Eilif Jarl. Da der efter Olaf svenskes Død herskede
den bedste Forstaaelse mellem det norske og svenske Hof, og saaledes den Grund, der gjorde Ragnvald
Jarl forhadt ved det sidste, nu var ophørt, er intet rimeligere end at Ragnvalds unge Sønner — han selv
var vel for gammel dertil — for en Tid vendte tilbage til Fædrelandet, og toge Tjeneste hos deres Frænde
Anund. Deres Navne «Ulf og Eilif» stemme paa det merkeligste med Chron. Sax., «Ulf og Eglaf». De kaldes
heller ikke endnu Jarler, medens derimod Godwine og andre Jarler nævnes med denne Titel. Anund har
altsaa maaskee betroet dem Anførselen over Flaaden (snarest en i Hast sammenbragt Mængde af Baade)
medens han selv har anført Landtropperne, men de have været heldigere end han. Og til denne Kamp
sigter maaskee Knut i sit før omtalte Brev fra Rom 1027, hvor han fortæller, at hans Fiender gjerne vilde
have berøvet ham Liv og Rige, men «at Gud havde gjort deres Tapperhed til intet». Thi disse Ord hentydede
unegtelig paa et Slag, som havde fundet Sted allerede før hans Udrejse fra Danmark. At Saxo har kunnet
forvexle Ulf Ragnvaldssøn med Ulf Jarl, er ikke saa besynderligt, da Ulf virkelig stod paa en spendt Fod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
