Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
KNUT DEN MÆGTIGE
ej havde taget i Betænkning at brænde for dem og refse dem haardt paa andre
Maader; men dette var dog fordi de havde forsaget den christne Tro, og paany
begyndt at blote, eller med andre Ord, fordi de havde sveget den sande Gud. I
Sammenligning med denne Forbrydelse var deres Svig mod ham, deres Herre,
af mindre Bety denhed, og han kunde derfor vel være bekjendt at vise Mildhed
mod dem, for hvad de havde forseet sig mod ham, om han ej havde kunnet det
for deres Synder mod Gud. Først vilde han nu drage Bønderne imøde. Kom det
da til Forlig med dem, da var det vel, men kom det til Slag, vilde han og hans
Mænd enten falde, og da var det bedst ej at have noget Ran paa sin Samvittighed,
eller de vilde sejre, og da var det godt at finde store og vel forsynede Gaarde,
thi Sejrherrerne skulde arve de overvundnes Ejendomme, der ved de forrige Ejeres
Fald eller Flugt vare blevne ledige; hvad som derimod var brændt, nød ingen
godt af, og Plyndringsgods plejede for største Delen at gaa til Spilde. Kongen
bød at hans Hær skulde drage i adspredte Skarer ud efter Bygden, Dag længst
mod Nord, oppe under Aaserne, Kongen længer nede langs ad Landevejen, men
treffe sammen om Aftenen paa et aftalt Sted, for her at overnatte tilsammen.
Alle de vaabenføre Mænd, som de kunde faa, skulde de bringe med sig. Hvad de
behøvede til Livets Ophold, som Kvæg og andre Fødevarer, skulde de tage, men
ellers ingen Skade gjøre. Dog var det godt, om de dræbte de Spejdere fra Bøndernes
Hær, som de maatte forefinde1.
Da Olaf vendte tilbage til Hæren, fylkede han sin egen Afdeling, og udvalgte
de sterkeste og kjekkeste Mænd til at danne en Skjoldborg omkring ham. I denne
Skjoldborg bød han sine Skalde at tage Plads, for at de kunde være tilstede og
med egne Øjne see, hvad der foregik, men siden digte Kvad derom. Disse Skalde
vare Thormod Kolbrunarskald, Gissur Guldbraa, en Fostersøn af Skalden Rev
Gestsøn paa Hovgarde østenfor Snefjelds jøklen paa Island2 og Thorfinn Mund,
om hvem for Resten intet vides. Sighvat Skald, der, som vi have seet, var en
af dem, der ved Kongens Flugt fra Oplandene fik Hjemlov, havde denne Sommer
tiltraadt en Pilegrimsrejse til Rom, og var saaledes nu ej tilstede. Thormod sagde
derfor spottende til Gissur: «lad os ikke staa saa trangt, Kammerat, at Sighvat,
naar han kommer, ej faar sin Plads; han vil staa foran Kongen, og anderledes
vil heller ikke Kongen have det». Kongen hørte dette, og svarede: «I behøve
ikke at skose Sighvat, fordi han ej er her; ofte har han fulgt mig godt og nu
beder han for os, hvilket vi heel vel kunne trænge til». «Det kan vel være, Konge»,
1 Olaf den heil. Saga, Cap. 191. Snorre, Cap. 216. Den legend. Saga omtaler dette løseligt, som om
Thormod skulde have givet Raadet at skjende og brænde, og anfører Thormods Vers, Cap. 89.
1 Om Gissur og hans formodede Identitet med Gissur svarte, se ovf. S. 287, jvfr. Landn. II. 6.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
