Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
THORMOD KOLBRUNARSKALDS FALD
331
og giv mig saa Tangen, og lad mig rykke det ud». Hun gjorde saa. Thormod
gav hende nu Guldringen, og bad hende gjøre med den hvad hun vilde. «Den
er kommen fra en god Mand», sagde han, «thi Kong Olaf gav mig den i Morges».
Derpaa tog han Tangen og rykkede Jærnet ud. Der var Agnorer paa, og ved
dem hang røde og hvide Trevler. Da han saa det, sagde han: «Kongen har født
os godt, thi jeg er fed om Hjerterødderne». Med disse Ord sank han tilbage og
var død1.
Saaledes endte det merkelige, og i Norges Aarbøger stedse mindeværdige, Slag
paa Stiklestad. Alt, hvad der i Norge endnu var tilbage af Hang til Hedendom,
al Forkjærlighed for det raaere og utøjlede Vikinge-Liv, for den Selvraadighed,
som herskede under Fylkeskongerne og Danevældet, gjorde ved Stiklestad sin
sidste Kraftanstrengelse mod den nyere Tingenes Orden, mod Christendom,
Civilisation, Nationalselvstændighed og ordnet Statsforfatning. Tilsyneladende kronedes
ogsaa denne Kraftanstrengelse med Held, thi Olaf faldt, Bønderne triumferede,
og Danevældet oprettedes fuldstændigere end nogensinde forhen. Men desuagtet
var Kampen ved Stiklestad ødelæggende for det Princip, hvis Tilhængere sejrede,
medens den befæstede det, hvis ridderlige Forfegter fandt Døden. Det er
aabenbart, at Bønderne den hele Tid, under Forberedelserne til Kampen, og under
selve Slaget, vare sig klart bevidste, at de ej gjorde nogen god Gjerning. De
vidste alt for vel at danske Udsendingers Stikpenge og tillokkende Løfter, i
Forbindelse med Høvdingernes egen Herskesyge og Hevngjerrighed, her havde mere
gjort sig gjeldende end nogen dybt følt Trang hos Folket selv. Dette kunde ikke
andet end fylde deres Sind med Uro, hvortil vi ogsaa i enkelte meddeelte Træk
finde tydelige Spor, og de modtagne Stikpenge, saa uværdige for frisindede Bønder
1 Olaf den heil. Saga, Cap. 218. Snorre, Cap. 246, 247. Fostbrødra Saga, Cap. 49, 50. Saavel denne,
som især den leg. Olafssaga, Cap. 95—97, beretter endnu flere Træk af Thormods sidste Øjeblik; det skulde
næsten synes som om den gamle Sagafortæller har behaget sig i at udmale Fortællingen efter egen Fantasi,
thi meget af hvad der saaledes tilføjes synes overdrevet og lidet rimeligt. Derhos afviger det ogsaa i andre
Henseender fra det ovenfor efter den hist. Saga meddeelte. Det heder at Thormod ej vilde beskytte sig
i Kampen, men dog ikke fik store Saar, hvorover han selv undredes; at han endog laante en Mand sit
Skjold, og at han da endelig ved at løbe over en Skidgard fik en Piil i den venstre Side, hvorved han
udbrød: «ingen Mand drog sin Bue i en heldigere Stund». At han blev saaret i Dagsriden, siges ikke. Der
meddeles og nogle andre Samtaler paa Valpladsen, hvortil han var Vidne; og hvad der senere foregik,
da han hug Haanden af Bonden, o. s. v., fortælles temmelig forvirret og indviklet, især i den legend. Saga.
Der lægges ham et Vers i Munden, hvori han næst Kongen roser Haralds, Rings og Dags Tapperhed;
men den blotte Omstændighed, at Ring her nævnes som deeltagende i Slaget, synes at vise, at Verset er
underskudt og uegte; det udelades og i den hist. Saga. (Thjodrek, Cap. 18, nævner rigtignok ogsaa Dag,
men det synes kun at være ved en Misforstaaelse.) Den underlige og for de Tiders Lægekunst
charak-teristiske Fortælling om Grøden af Løg o. s. v., udelades i den legend. Saga. Overhoved synes det, som
om der har været to indbyrdes noget forskjellige Sagn om Thormod, af hvilke den hist. Saga har fulgt
det rimeligste, den legendariske det usandsynligste men tillige meest underholdende.
22 — Munch: Det norske Folks Historie. IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
