Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAFS PERSONLIGHED
333
digre». Det Sagn, der beskriver ham endnu efter Døden som fager og med Rødme
i Kinderne, kan neppe aldeles savne Grund. I de følgende Tider tænkte man
ham sig altid som smuk, velvoxen, blond, med rødligt Skjeg. Saaledes finder
man ham ogsaa afbildet paa de ældste Malerier eller Tegninger fra Katholicismens
Tider. Han har lange, lysebrune Lokker, der hænge ham ned til Skuldrene;
Skjegget er rødligt, og kløftet; paa Hovedet omgivet af Helgenglorien bærer han
Kronen, i den højre Haand sin langskaftede Øxe, kaldet Hel (Døden); paa den
venstre Arm fører han stundom Skjoldet med Korsets Tegn. Kun de færreste
Afbildninger af ham ere vel nu tilbage: de fleste ere vel i Tidens Løb forsvundne,
især ved de første Reformatorers overdrevne Iver. Men hans Billede var for
dybt indgravet i Folkets Bevidsthed til nogensinde at kunne forsvinde. Den
hellige Olaf, med sit røde Skjeg, var ej alene Norges Nationalhelgen, ej alene
den, hvem man, og med Rette, gav Æren for al gejstlig og verdslig Lov, alle
gode Indretninger i Norge, men i Sagnet indtog han endog de gamle Guders Plads:
det var ham, og ikke længer Thor, der med sit røde Skjeg slog Troldene med
Skræk og forvandlede dem til Steen; det var ham, der endog frelste Sol og Maane
fra at falde i Troldenes Hænder, ligesom Thor knuste hiin Jøtne-Bygmester, der
mod Løftet om at faa Freyja, Solen og Maanen byggede Æsernes Borg1.
Om Stedet, hvor Olaf faldt, har der været nogen Uenighed. Et nu gængse
Sagn henfører Valpladsen til Sletten ved vestre Stiklestad henimod Bjertnes,
hvor der er en stor Gravhøj, kaldet Dagrings-Haugen. Men dette Navn, der
aabenbart hentyder til Dag Ringssøn, som ej faldt i Slaget, gjør Sagnet selv
mistænkeligt2. Sagaens Beskrivelse over Slaget har været saa længe bekjendt i de
nyere Tider, at de derpaa grundede Gisninger af Egnens Beboere i Forbindelse
med Rejsendes og Oldgranskeres Bemerkninger, kunne have frembragt et
saadant, tilsyneladende gammelt, men i sig selv nyt og uegte Sagn. At Kampen
ellers for en stor Deel har foregaaet paa den ovenfor nævnte Slette, er rimeligt
nok, men Kongen er neppe falden der, lige saa lidt som paa det Sted, hvor det
nuværende Mindesmerke om Olafs Fald er oprejst, nemlig paa en Bakke nedenfor
øvre eller østre Stiklestad. Den legendariske Saga om Olaf den hellige, forfattet
allerede i det 12te Aarhundrede, siger udtrykkeligt: «det var paa en Højde at
Olaf faldt, og paa det samme Sted er nu Barken opført»3. Den Kirke, som her
menes, kan ikke være nogen anden end Stiklestads Kirke, Verdalens Hovedkirke,
1 Se Snorre Edda, Cap. 42, jvfr. Fayes Sagn, S. 14.
2 Se herom deels Munthes Anmerkninger til Aalls Oversættelse af Snorre, I. S. 943, deels Krafts
Beskrivelse over Norge, jvfr. Fayes Sagn, S. 124.
8 Den legend. Saga, Cap. 93.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
