Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
KNUT DEN MÆGTIGE
ej alene Arving til hans Ættefordring paa Riget, men ogsaa, hvad mere var, til
den Glands, der nu omsvævede hans Navn; og den Tanke maa have været mangen
af de forrige, nu angergivne Oprørere kjær, ved opofrende Hengivenhed mod
Sønnen at godtgjøre, hvad de havde forbrudt mod Faderen. Vel var han endnu
et Barn, men desto bedre Udsigt havde derfor og Høvdingerne til at regjere i
hans Navn, om han blev Konge. Hvis man kan stole paa et gammelt, i enkelte
Haandskrifter opbevaret Sagn, skal ogsaa Jaroslav fra sin Side temmelig tidligt
have søgt at indlede Underhandlinger med Høvdingerne i Norge om at tage
Magnus til Konge, ja endog at anvende Knuts med saa meget Held forsøgte
Middel: Bestikkelser. Der fortælles nemlig, at to Brødre fra Norge, Karl og Bjørn,
af ringe Herkomst, men driftige og formuende Handelsmænd, en Sommer (det
maa have været Sommeren 1032) vovede sig til en russisk Havn, uagtet
Jaroslav efter Nordmændenes Opstand mod Olaf havde opsagt Freden med Norge,
og at Indbyggerne i den Stad, hvortil de kom, derfor nær havde angrebet og
dræbt dem, hvis Karl ikke havde faaet dem til at holde Fred indtil han selv
havde været hos Jaroslav og bedet ham om Lejde. Karl, fortælles der, begav
sig nu til Jaroslav, der tiltalte ham med haarde Ord og lod ham kaste i Fængsel,
men da han siden spurgte den unge Magnus, hvad han skulde foretage med ham,
skal denne have sagt, at det nok vilde vare længe inden han vandt Norge, hvis
alle de, der kom derfra, skulde dræbes eller mishandles. Ifølge dette kloge Raad
skal Jaroslav have skjenket Karl Livet, imod at han paatog sig det farlige Hverv
at rejse til Norge, for hemmeligt at føie sig for hos enkelte Lendermænd og give
dem Penge, i den Hensigt at vinde dem for Magnus. Karl, heder det, bad sig
i Førstningen undskyldt, men forgjeves, og begav sig derfor den følgende Vaar
over Danmark, ledsaget af sin tro Broder, Bjørn, til Norge, først til Viken, og
siden til Oplandene. De bragte snart i Erfaring, hvilke Høvdinger der vare at
regne paa som Magnus’s Venner, og styrkede dette Venskab ved Pengegaver.
Endelig kom de til Throndhjem, hvor de opsøgte Einar Thambarskelve, og bragte
ham Magnus’s Hilsen og Jærtejner, idet de derhos kom frem med Pengene. Einar
skal med Foragt have afviist Pengetilbudet, som en ham forhadt Sag, der mindede
ham om Kong Knuts hemmelige Bestikkelsesforsøg; derimod skal han have
erklæret sig villig til at tjene Magnus, og givet sit Ord paa, at han med det første
skulde komme øster til ham. Derfra skulle de have begivet sig til Byen, hvor
Kong Svens Mænd dog snart erfarede deres Ankomst og Opholdssted. Følgen
deraf var den, at deres Huusvert, Grim den graa, paa et offentligt Møde opfordredes
til at udlevere dem, og for ej at bringe denne brave Mand i Forlegenhed, skal
den ædle Karl være bleven tilbage, rede til at lade sig udlevere, naar det paa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
