Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORLIGET I BRENNØERNE
361
Dette Forlig er i Norges, ja i hele Nordens Historie af overordentlig Vegt og
Betydning. Den sidste legitime Ætling af det ældgamle og mægtige
Danekonge-Huus erkjendte derved Ynglinge-Ættens Repræsentant i Norge for sin Ligemand.
Harald Haarfagres Æt erhvervede derved omsider fuldstændig Legitimitet ved
Siden af Ragnar Lodbroks. Olaf den hellige var bleven anerkjendt af Sveriges,
hans Søn Magnus blev nu anerkjendt af Danmarks Konge. Lodbroke-Ætlingerne
havde saaledes ganske afstaaet deres gamle Fordringer paa Overherredømmet
over Ynglingerne. Norge optraadte omsider som et selvstændigt, heelt, med
Danmark og Sverige sideordnet Rige, og betragtedes ikke længer som en blot og bar
Sammenflikning af enkelte, indbyrdes fremmede Landskaber, af hvilke en stor
Deel med Rette tilkom enten Sveriges eller Danmarks Konger. Og alt dette
skyldtes nærmest Olaf den helliges Fortjenester. Det var ham, der ved sine
utrættelige Bestræbelser i religiøs og politisk Henseende havde grundfæstet Rigets
Eenhed. Det var hans Helgenglands, som forlenede Sønnen Magnus og den hele
Stamme en Legitimitet, der endog i det danske Aristokratis Øjne ej alene satte
siges, med mindre en formelig Krig virkelig havde fundet Sted, og da der tillige maa have været nogen
Grund, hvorfor Hardeknut, som de samtidige engelske Kilder berette, ej forlod Danmark førend i 1039,
bliver der den største Sandsynlighed for at en Krig med Magnus har opholdt ham, og at Forliget saaledes
sluttedes ved 1038. Dette bestyrkes af Orkn. Saga, der henfører Kalfs Forjagelse fra Norge, der først fandt
Sted efter Magnus’s Hjemkomst til Throndhjem, til flere Aar efter 1036, medens Hardeknut «var Konge
i England og Danmark», men dog endnu opholdt sig i Danmark; altsaa vel omtrent ved 1039. Ligeledes
sees det af Magnus den godes Saga, Cap. 18, at Kalf «havde meest at sige i Throndhjem, medens Magnus
var i Danmark», hvilket og tyder paa en længere Fraværelse, især da Kalf ogsaa stundom var hos Magnus.
Paa den anden Side maa Forliget være skeet før 1039, da Hardeknut i dette Aar drog til Brügge, for derfra
senere at drage til England; og han kom siden aldrig tilbage til Danmark. Mag. Adam fortæller alt sammen
langt anderledes (II. 74). «Kong Knuts anden Søn, Sven, døde. Da valgte Nordmændene strax Magnus,
St. Olafs Frillesøn, til Konge, og denne angreb strax Danmark, og erhvervede begge Riger, da Hardeknut,
Danekongen, opholdt sig med Hæren i England. Denne udnævnte sin Frænde Sven (Ulfssøn) til Anfører
for sin Flaade for at krige med Magnus (det er i Cap. 73 fortalt, hvorledes Sven efter 12 Aars Ophold i
Sverige, altsaa indtil 1040, da Hardeknut havde erhvervet England, begav sig did, idet han dog paa Vejen
havde herj et i Landskabet Hadeln og var bleven tagen til Fange af Erkebiskop Alebrands Krigere, men
atter sat paa fri Fod af denne); men Sven blev overvunden af Magnus, og fandt ved sin Tilbagekomst
til England Hardeknut død (1042)». Dette kunde synes saa meget paalideligere, som Mag. Adam hentede
sine Efterretninger herom af Svens egen Mund. Og flere have deraf taget Anledning til at benegte
Sagaernes Troværdighed og Forligets Tilværelse. Men just fordi Sven selv fortalte Mag. Adam alt dette, er det
upaalidelige For Sven var det magtpaaliggende at besmykke sit senere Forhold til Magnus. Da Sven
selv gjorde Arvefordring paa den danske Trone, erkjendte han, som Saxo udtrykkeligt siger, ikke Forliget,
og det er derfor heel naturligt, at han har kaldet Magnus’s Tiltrædelse en Invasion, uden engang for Mag.
Adam at omtale noget Forlig. Han har da ogsaa faaet denne til at tro, at Magnus satte sig i Besiddelse
af Danmark før Hardeknuts Død, og at Hardeknut selv havde udnævnt ham (Sven) til sin Hærfører: thi
derved syntes hans Berettigelse til at bekrige Magnus saa meget større. Mag. Adam undersøgte neppe,
og havde vel ikke engang Lejlighed til at undersøge, om Svens Udsagn ganske medførte Sandhed. Man
erfarer og, at Mag. Adam af Sven lod sig indbilde, at denne efter Magnus’s Død erhvervede Norge, og siden
forlenede Harald Sigurdssøn dermed, men at Harald gjorde Opstand og løsrev sig. (III. 11, 12). Mag. Adam
staar saaledes i disse Sager aldeles ikke til Troende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
