Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382
MAGNUS DEN GODE
sin Broder Harald, naar Lejlighed gaves, da han tidligt om Vaaren fik den
velkomne Efterretning, at Harald pludselig var død i Oxford (17 Marts). Strax
begav han sig derfor til England, og blev eenstemmigt tagen til Konge. Men hans
Herredømme var langt fra at være et saadant, under hvilket Englænderne kunde
føie sig tilfreds. De vare under hans Herredømme næsten endnu værre farne end
Nordmændene under Sven Alfivesøns. Ligesom Alfiva beherskede Sven, saaledes
beherskede Emma Hardeknut, og fik ham til at tage en haard Straf over Haralds
forrige Tilhængere. Jarlen i Northumberland, Eadulf, blev efter Kongens Befaling
dræbt af den forhen omtalte Sigurd Bjørnssøn, der belønnedes med Jarlsnavn
og Northumberland1. Endog Haralds eget Lig blev taget op af Graven og kastet i
Temsen. Til de danske Krigere, Hardeknut havde medbragt, udpressedes store
Pengesummer, og Danernes Overmod og Voldsomhed i England kjendte ingen
Grændser; den overgik endog, som det synes, langt, hvad de havde tilladt sig i Norge2.
Englændernes Længsel efter en Konge af deres egen Nation maatte derfor blive
saa meget mere levende, som Haabet derom nu laa saa meget nærmere, da nemlig
den til Vellevnet og Drukkenskab forfaldne Hardeknut ingen Børn havde, og
hans Halvbroder Edward, Emma’s og Ædhelreds Søn, allerede opholdt sig ved
Hoffet, indkaldt af Hardeknut, eller rettere af Emma, hvem det maatte være
særdeles om at gjøre, at have ham ved Haanden, hvis Hardeknut pludselig skulde
dø. Vel havde Hardeknut ved Brennø-Forliget erklæret Magnus den gode for sin
Arving i eet og alt, saaledes og til England. Men deels erkjendte ikke Edward
sig bunden ved dette Forlig, deels var det maaskee endog Hardeknuts egen Hensigt
at bryde det, da det lader til, at han tog sig af Ulf Jarls Søn Sven, der ogsaa troede
at besidde Arveret til Danmark efter sin Moder Æstrid. Sven begav sig nemlig
efter et tolvaarigt Ophold i Sverige til England, hvor Hardeknut skal have taget
godt imod ham, og, som han selv siden fortalte, udnævnt ham til Befalingsmand
over en Flaade, for at drage mod Magnus, der allerede var kommen med en Flaade
til Danmark; mellem Sven og Magnus skulde der have staaet en Kamp, hvori
Sven blev slagen og dreven paa Flugt3. Vore egne Sagaer vide intet herom at
fortælle; kun enkelte have en besynderlig Beretning om et Besøg, som Magnus,
1 Sigurd var maaskee en Sønnesøn af Thorgils Sprakalegg, Ulf Jarls Fader, se Langebeks Ser. rer.
Dan. III. S. 287.
* Se herom især Bromton, hos Twysden S. 934. Chron. Sax.
* Se Mag. Adam, II. 74, jvfr. ovf. S. 361. Alt dette hørte Adam af Sven selv. Men hvor meget usandt
denne ellers indbildte ham, sees deels af det ovenfor (S. 361) anførte, deels deraf, at han endog berettede
ham om et Forlig, som Kong Edward i England skulde have indgaaet med ham, saaledes at han tilsikrede
ham Sukcessionen i England, selv om Edward efterlod Børn. Under disse Omstændigheder er det dog
muligt, at Sven kan have fortalt Adam om et Slag, han skulde have leveret Magnus før Hardeknuts Død,
men som slet ikke har fundet Sted.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
