Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLAGET PAA LYRSKOVSHEDE
27
Tilhængere, men endog mistede dem, han havde, hvoriblandt den vendiske
Fyrste Gotskalk, der, ved at see sin Herre uden noget Haab, ikke undsaa sig
ved at falde fra1. Og det maa ogsaa erkjendes, at hvis denne vendiske Krig
virkelig, som der er al Grund til at tro, skyldtes Svens Intriger, havde baade
Danerne og Venderne god Føje til at være forbitrede paa ham2. Dersom
Venderne havde sejret paa Lyrskovshede, vilde sandsynligviis hele Jylland, maaskee
ogsaa Fy en, være blevet oversvømmet af dem, og Danmark, eller i det mindste
Jylland, vilde sandsynligviis den Dag i Dag have været vendisk; hvortil ogsaa
kommer, at Vendernes Magt efter al Rimelighed derved vilde være bleven saa
stor, at det havde været en Umulighed for de tydske Fyrster at overvinde og
germanisere dem. Man kan derfor vistnok med Føje sige, at paa Lyrskovshede
frelste Magnus med sine Nordmænd ej alene Danmark, men ogsaa hele
Nord-tydskland og Nordeuropa, fra at falde i Slavernes Vold. Og dette Slag maa
derfor regnes blandt de Hovedslag, der have mere end almindelig verdenshistorisk
Betydning.
Efter Slaget lod Kong Magnus undersøge, hvor mange der var faldne af hans
Folk. Dette befandtes kun at være faa, hvorimod mange vare saarede. I Hæren
var der imidlertid Mangel paa det tilstrækkelige Antal Læger til at forbinde dem.
Magnus afhjalp den nogenledes ved at udvælge til dette Arbejde syv Mænd, hvis
Hænder han ved selv at beføle dem fandt at være de mygeste. Ingen af dem havde
før befattet sig dermed, men siden, fortælles der, bleve de alle ypperlige Læger.
Det er ogsaa heel rimeligt, at de siden benyttede sig af den Færdighed, som de her,
tildeels mod deres Vilje, erhvervede, og efterhaanden gik frem i en Kunst, som de
ikke tidligere havde drømt om at de nogensinde skulde komme til at udøve. To
af <Jem vare Islændinger, i hvis Slægt siden Kunsten vedblev at dyrkes; de bleve
Stamfædre for en heel Slægt af Læger3. Fra een af dem, Atle i Selaardal,
nedstammede saaledes den ypperlige Læge Rafn Sveinbjørnssøn, Snorre Sturlassøns Sam-
1 Saxo, S. 544. Om Gotskalk, se ovenfor S. 18.
2 Den Maade, hvorpaa Saxo her omtaler Svens Forhold til Magnus, synes, uagtet han ej udtrykkelig
nævner hiins Stemplinger med Venderne, — hvad der paa hans Tid, da Svens Descendenter beherskede
Danmark og laa i Strid med Venderne, var ubehageligt at erkjende — dog næsten at røbe en nærmere
Forstaaelse mellem Venderne og Sven, end han egentlig vil vedstaa. Svens Upopularitet maa have haft
en dybere Grund end den af ham angivne.
3 Magnus den godes Saga, Cap. 36, Snorre, Cap. 29. Navnene paa de to Islændinger, der saaledes
bleve Læger, ere opbevarede: Thorkell Geiressøn af Lynge og Atle, Fader til Baard svarte i Selaardal.
Begge omtales i Landnaama. Thorkells Fader Geire (hvis Gaard dog her kaldes «Lunde» eller «Lauge»
ikke «Lynge») var en Sønnesøn af Landnamsmanden Baard, Søn af Heyjangsbjørn, Landnaama IV. 10,
se ovenfor B. I. S. 305, B. II. S. 171. Thorkells Sønnesøn hed og Thorkell Geiressøn; han var Kanonikus,
en Ven af Biskop Thorlak, og stiftede Thykkebø Kloster. Atle var en Sønnesøn af Atle Høgnessøn, en
Sønnesøn af Landnamsmanden Geirthjof Valthjofssøn, se Landnaama II. 26.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
