Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
MAGNUS DEN GODE
bære over mit Hjerte at kæmpe mod eder. Men det maa jeg rigtignok sige, at jeg
da ikke merker stort til at I erindre, hvorledes jeg opsøgte eder øster i Gardarike,
blev eders Fosterfader, og sidenefter har støttet og styrket eders Rige, idet jeg
seent og tidligt tænkte paa hvorledes jeg bedst kunde befordre eders Hæder. Nu
vil jeg drage bort fra Landet, og aldrig mere staa dig bi: der vil nok gives dem,
som sige, at du vinder lidet ved alt dette». Med disse Ord sprang Einar vred op
fra sit Sæde, og gik henimod Døren. Kongen rejste sig strax op, ilede efter ham,
lagde Armene om hans Hals, og sagde: «kom tilbage, kjære Fosterfader, aldrig
skal noget, hvad det saa nu er, kunne splitte vort Venskab; tag Manden i Fred,
som det bedst behager dig». Da blev Einar blid igjen. Thorstein blev tagen til
Naade og kom atter i Kongens Yndest.
Sighvat Skald havde en Syster ude paa Island, ved Navn Gudrun; hun var
gift med en Mand, som ligeledes hed Sighvat. Denne var paa en skjendig Maade
bleven dræbt af en voldsom og ondskabsfuld Nabo, ved Navn Thorgrim. Han
efterlod en fireaarig Søn ved Navn Rafn. Moderen, der helst vilde leve i Fred og
Ro, søgte at holde denne i Uvidenhed om Maaden, hvorpaa hans Fader var
kommen af Dage. Naar han, hvad der ofte hendte, spurgte derom, svarede hun kun
at han pludselig var død af en heftig Sygdom. Saaledes gik det til, at Rafn, uden
at ane det mindste, blev en hyppig Gjest i Thorgrims Huus og omgikkes fortroligt
med hans Sønner. Han voxede imidlertid op til en smuk, sterk og haabefuld
Yngling. Ofte brødes han for Moro Skyld med Thorgrims Søn Kalf, og uagtet
denne var ældre end han, kom han altid til kort. En Dag, da dette atter hendte
— Rafn var da 15 Aar gammel — blev Kalf ærgerlig og sagde: «du veed ikke at
styre dine Kræfter, og det kommer vist til at gaa dig som det gik din Fader». «Det
hender jo dagligdags at Folk dø», svarede Rafn, «og den Vej skal vel ogsaa jeg
engang». «Da veed du nok ikke», sagde Kalf, «paa hvad Maade han kom af Dage:
min Fader dræbte ham, og jeg skal ligeledes dræbe dig». Da Rafn hørte dette,
gik han hjem uden at mæle et eneste Ord. Hans Moder, som saa at det var noget,
han tog sig nær af, spurgte ham hvad det var: «Du har», svarede han, «altid sagt
mig at min Fader døde Sotdød, men i Dag lod Kalf mig høre at han blev dræbt,
og jeg finder det underligt, at du skulde skjule det for mig». Hun undskyldte sig
med, at han hidtil havde været for ung, og Modstanderne for mægtige; men sagde,
at det nu ej længer nyttede at dølge Sandheden, siden han alligevel havde faaet
den at vide. For øvrigt, meente hun, var Sagen nu forældet og glemt. Rafn var
dog ej af denne Mening, men glædede sig over at have erfaret den rette
Sammenhæng, og talte om at det nok skulde vise sig at hans Fader havde en dygtig Søn.
Han fortsatte sine Besøg hos Thorgrim som før, uden at man merkede nogen bit-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
