Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
MAGNUS DEN GODE
Øst-Venderne, altsaa Boleslavs TJndersaatter, og Ljecherne udtrykkeligt nævnes
i hiint Vers af Thjodolf, er det tydeligt nok, at Harald virkelig har deeltaget i
disse Tog. Han har saaledes haft Lejlighed til at vinde megen Krigserfaring.
Under Opholdet hos Jaroslav lærte han hans og Dronning Ingegerds Datter
Elisabet, af Nordmændene kaldet Ellisif, at kjende, og bejlede til hende. Jaroslav
gav ham Haab om at faa hendes Haand, naar han var bleven noget ældre, og
havde erhvervet større Erfaring, Magt og Gods; men endnu, sagde han, «vilde
det være overilet at bortgifte hende til en udenlandsk Mand, der hverken har
noget Rige at raade over, eller besidder nogen besynderlig Rigdom»1. Disse Ord,
tilligemed Haralds egen Lyst til at søge nye Æventyr i fremmede Lande,
bevægede ham til at forlade Rusland, og prøve sin Lykke i Constantinopel blandt
Væringerne.
Vi have seet, at de byzantinske Kejsere, ligesom de russiske Konger eller
Storfyrster, og sandsynligviis efter deres Exempel, underholdt en Skare af nordiske
Væringer2, deels som Livvagt, deels som Kjernetropper til at benytte i vigtige og
afgjørende Krige. Nøjagtigt at bestemme, naar de byzantinske Kejsere begyndte
at holde Væringer, er neppe muligt. Hos de byzantinske Forfattere omtales de
ej førend i Aaret 10343; men da vore egne Oldskrifter allerede nævne dem
omkring 9904, saa vel som i de paafølgende Aar5, maa man dog formode, at
Væringekorpsets Oprettelse i Constantinopel ikke var stort sildigere end i Rusland, og at
den, som vi ovenfor have ytret, rimeligviis fandt Sted, da de af den russiske
Storfyrst Vladimir afskedigede Væringer havde begivet sig til Constantinopel, hvis
Kejsere i de foregaaende Krige med Russerne alt for vel havde lært deres Tapperhed
at kjende, til at de ej skulde ansee det for et stort Gode, at kunne tage et heelt
Korps af dem i sin Tjeneste, til Værn saa vel mod ydre, som især mod indre
Fiender, paa en Tid da Tron-Revolutioner indenlands og farlige Angreb udenfra
i det byzantinske Rige hørte til Dagens Orden. Det havde desuden allerede fra
gammel Tid været sædvanligt ved Kejserhoffet, at tage fremmede Nationers
Krigere i Tjeneste6; og man kan vel heller ikke betvivle, at flere Nordboer ogsaa
altsaa bogstaveligt sandt, at naar Harald og Eilif kæmpede mod Øst-Vender og Ljecher, strede de og
mod Hedninger. Der tales ligeledes om at Jaroslav i 1032 søgte at sikre sig mod de østlige Petscheneger
ved at anlægge Staden Kursk; ogsaa her har maaskee Harald været med.
1 Harald Haardraades Saga, Cap. 2. 2 Se ovf. B. III. S. 76. 3 Se nedenfor S. 52.
4 Nemlig hvor der fortælles (se ovf. B. III. S. 175), at Gunnars Broder Kolskegg, der 985 forlod
Island, og sidenefter opholdt sig en Stund i Danmark og Rusland, endelig begav sig til Constantinopel,
og tog Tjeneste blandt Væringerne, hvis Høvding han blev. Hans Ankomst til Constantinopel falder
saaledes omkring 990. Den urigtige Angivelse om Bolle, se nedf. S. 54.
5 Se ovf. B. III. S. 415, hvor Gest og Viga-Styrs Søn Thorstein omtales.
6 Nemlig allerede fra Constantins Tid de saakaldte foederati; siden efter baade Araber, Franker,
Tydskere og andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
