Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALD SKILLER SIG FRA SVEN OG DRAGER TIL NORGE 113
han kunde op til Viken og ind ad Folden og Oslofjorden. Hans Sejlads beskrives
som meget prægtig, da hans Skibe baade vare store og meget stadselige. I lang
Afstand kunde man see de forgyldte Dragehoveder og Fløje, naar Solen skinnede
paa dem. «Da du», siger Valgard i et Vers herom, «styrede med dine Skibe fra
Sønden, var det at see til ind i Dragens opsperrede Gab, som om der brandt Ild.
Skej den med sin røde Stavn skinnede af det reneste Guid, og Dragen kløvede
Bølgen i sin piilsnare Fart»1. Haralds Hensigt var at søge sine Venner og
Frænder paa Oplandene, og saaledes især paa Ringerike, for at bede dem om
Understøttelse. Han har derfor efter al Sandsynlighed lagt ind i Dramnsfjorden, og
derfra taget Landevejen til Ringerike. Men da Harald kom op til sin Odel, hvor
hans Fader havde været saa mægtig, og opfordrede Bønderne til at give ham
Kongenavn, hvad hans Byrd berettigede ham til, vovede ingen at efterkomme
hans Begjæring. Alle frygtede for at lægge sig ud med Magnus, ved at give nogen
Kongenavn, saa længe han levede. Hans Brødre, Halfdan og Guthorm, synes ej
længer at have været i Live, og om de end levede, vare de stilfærdige og sagtmodige
Mænd, der neppe havde Lyst til at sætte deres Liv og Ejendom i Vove for Haralds
Skyld2. De eller deres Arvinger have vel desuden anseet ham som en besværlig
Prætendent til en Deel af Familiegodset, som de under hans lange Fraværelse
havde deelt mellem sig efter den gamle, i de svenske Love udtrykkelig udtalte,
men vist ogsaa i Norge efterfulgte Regel, at den Mand, der sidder i Grækenland,
ikke tager nogen i Hjemmet faldende Arv3. Tilbage viist fra Ringerike begav
Harald sig op til Gudbrandsdalen, for at forsøge om det her vilde gaa ham bedre.
Her var han ogsaa virkelig heldigere, eftersom hans mægtige og
indflydelsesrige Frænde, den femtenaarige Thore paa Steig, der allerede da synes at have
tiltraadt Gaarden efter sin Fader, tog hans Parti, og saaledes gav den første Prøve
han selv ikke havde holdt sit Løfte til Magnus, og dermed skiltes de. At denne, eller en lignende, Samtale
kan have været holdt, er i og for sig ikke usandsynligt (hvorvel man snarest maa antage, at Harald og Sven
under Krigen i Danmark ej vare sammen, men opererede hver paa sin Kant), men man behøver ej at søge
Aarsagen i nogen hemmelig Paavirkning af Harald fra Magnus’s Side; Haralds Stræben efter at drive sin
egen Sag i Norge og overlade Sven alene at udfegte Kampen med Magnus maatte være nok til at vække
Svens Misnøje og fremkalde den Beskyldning, at Harald ikke skjøttede om at opfylde andet af hvad han
havde lovet, end hvad der var ham selv til Gavn. Samtalen nævnes heller ikke i Morkinskinna og
Flatøbogen; Fagrskinna udelader saa vel Samtalen, som Haralds List, men siger kun at Harald og Sven deelte
Flaaden mellem sig. Delingen har dog vist snarere fundet Sted fra først af.
1 Harald Haardraades Saga Cap. 19, Fagrskinna Cap. 167.
2 Den blotte Omstændighed, at Harald, skjønt den yngste af Brødrene, gjorde Fordring paa
Kongenavn og saaledes optraadte som Familiens Hoved, viser at hans Brødre maa være døde. Se ovf. B. IV. S. 362.
Merkeligt er det dog, at hans Systerdatter Sigrid var eller blev gift med Eindride, Einar
Thambar-skelves Søn, og hans Broderdatter Thor bjørg med Finn Arnessøn, begge Haralds bitreste Fiender.
Dette tyder hen paa at Harald var i mislig Forstaaelse med sine nærmeste Frænder.
3 Se ældre Vestgøtalag, Erfdabalk XII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
