Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
> HARALD HAARDRAADE
men Kongen fortsatte sit Tog op i Landet, herjede det, og dræbte mange Folk,
uden, som det synes, at støde paa nogen større Fiendehær, end at han let kunde
adsplitte den1. Derfor holdt ogsaa Finn Arnessøn sig overbeviist om, at Kongen
med Flid havde maget det saa, at hans Broder Kalf mistede Livet, ved først at
sende ham i Land mod en stor Overmagt, og derpaa at lade ham ganske i
Stikken. Finn beklagede sig højligen over det falske Spil, Kongen havde drevet med
ham, ved at benytte ham som Redskab til at lokke Kalf fra hans sikre
Opholdssted hos Thorfinn Jarl, og enkelte, som sandede dette, forundrede sig kun over
Finns Forblindelse, eftersom Kongen havde givet Beviser paa Hevngjerrighed i
Tilfælde, hvor der var langt mindre at tage Hevn over, end hvad Kalf havde
gjort. Kongen lod Folk tale herom hvad de vilde, og indlod sig hverken paa at
benegte eller bekræfte det. Dog kunde man tydelig merke paa ham, at han ej
var utilfreds dermed: ja der kunde neppe længer være Tvivl om, at det var skeet
ved hans Foranstaltning, da han, i et uheldigt Øjeblik, eller i den glade
Bevidsthed om at han endelig havde faaet sine farligste Modstandere ryddede afvej en,
kvad et Vers, hvori han roste sig af at have voldet tretten Mænds Død, idet han
tillige paa en vis Maade undskyldte sig med at han nødsagedes til Drab, og
klagede over Folks Ondskab. Hvilke disse tretten Of f ere vare, om han regner dem
lige fra sin første Optræden paa Krigs- og Høvdingebanen, eller om det virkelig
var saa mange norske Stormænd, han havde ladet tage af Dage, nævnes ej; det
første er imidlertid det rimeligste. Men vist er det, at i det mindste hans
Omgivelser ansaa det afgjort at han blandt hine tretten regnede Einar, Eindride og Kalf:
sandsynligviis have de vel neppe endog kunnet faa Tallet udfyldt, uden ved at
regne Kalf med2. Finn Arnessøns Forbitrelse gik saa vidt, at han forlod Norge,
og begav sig til Kong Sven, der modtog ham med aabne Arme. Efter lange,
hemmelige Samtaler mellem dem kom det endelig dertil, at Finn, tilsidesættende
Fædreland og Troskabsed for privat Hevnlyst, gik Kong Sven til Haande og blev hans
Mand, hvorimod Sven gav ham Jarlsnavn, og overdrog ham Halland at bestyre
og forsvare mod sine egne Landsmænd. Finn var dog nok ikke den eneste, der
paa denne Tid gjorde sig skyldig i saadant Landsforræderi. Om Urolighederne
efter Einars Drab end vare bilagte, synes de dog at have fremkaldt flere slige
Frafald, især efter at Finn, der selv mæglede Forliget, havde givet det første Exempel.
«Paa denne Tid», heder det nemlig i en Saga, «vare Lendermændene i Norge saa
overmodige og opsætsige, at saa snart de i et eller andet vare misfornøjede med
1 Her anføres et Vers af Amor, omtrent af følgende Indhold: «Fyrsten farvede den blanke Egg rød
paa Fynn, og Ilden fortærede Folks Huse; Fynboernes Antal blev forringet».
2 Harald Haardraades Saga, Cap. 70. Snorre Cap. 54.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
