Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVEN ULFSSØNS FORDRINGER PAA ENGLAND
349
Forløb gjorde Inge med sin Hird og en liden Skare af paalidelige Krigere et
dristigt Tog gjennem Østergautland til Svithjod, kom tidligt en Morgen
uforvarende over Blots ven, og satte Ild paa det Huus, hvor han sov. Sven kom vel
ud, men blev strax dræbt; hans Mænd bleve indebrændte, og Inge satte sig paany
i Besiddelse af Kongemagten, som ingen senere vovede at gjøre ham stridig,
uagtet han fremdeles og med Held søgte at undertrykke Hedenskabet. Men det
maa dog under disse Omstændigheder have varet meget længe, førend han følte
sig ganske sikker paa Tronen, og det maa have været ham altfor magtpaaliggende
at have frie Hænder hjemme til at han kunde tænke paa at paaføre Nabolandene
Krig. Fra denne Kant var Norge saaledes under Olafs hele Regjeringstid, sikret
mod ethvert uopfordret, fiendtligt Anfald1.
Med Danmark var Freden nylig sluttet, og Sven Ulfssøn var aldeles optagen
af de engelske Anliggender. Forsigtighed og maaskee Familie-Hensyn havde budt
ham, Pike at blande sig i Striden mellem Godwines Sønner, allermindst naar
fremmede Fyrster, som Harald af Norge og Villjam af Nordmandie, deeltoge deri
for at gjøre Erobringer. Men nu, da Godwines Sønner vare faldne, kunde Sven,
deres nærmeste Frænde, betragte sig som deres Eftermaalsmand og den rette
Arving til Haralds Trone2. I denne Egenskab optraadte han endog kort Tid
efter at Villjam havde ladet sig krone til Englands Konge, idet han sendte en
af sine Hirdmænd til Villjam med den Fordring, at da Kongedømmet i England
nu med Rette tilhørte Kong Sven, skulde Villjam tage det til Len af ham og
betale ham Skat; i modsat Fald vilde han indfinde sig med en stor Vaabenmagt
og fratage ham det3. Da Sven paa samme Tid, eller i alle Fald kun kort Tid efter
stillede en lignende Fordring til Norges Konger, ja sandsynligviis endog har
blandet sig i de svenske Anliggender4, maa man formode, at det nu virkelig har
været hans Tanke at optræde som en anden Knut den mægtige, og at han har
svævet i den Tro, at begge Riger, saavel Norge som England, ved den sidste Krig
vare saa svækkede at han blot behøvede at true, for at bringe dem til Underkastelse.
Vi have seet, hvorledes han forregnede sig med Norge. Det gik ham ikke bedre
i England, uagtet han dog der havde et betydeligt Parti. Villjam, for hvem en
1 Se især Slutningen af Hervararsaga, jvfr. Orkneyinga Saga og Legenderne om St. Æskil. At Inges
Fordrivelse til Vestergautland falder omkring 1080, sees deraf at man omtrent fra denne Tid har to Breve
fra Pave Gregor den 7de, et til I. glorioso Sueonum Regi, et andet, ikke fuldt et Aar senere, til L. (læs I.)
og A (Alsteno) Gothorum gloriosis Regibus, see Dipl. Svec. No. 24 og 25, hvor begge Breve henføres til
1080. Gregor roser her deres Forgænger, hvorved han rimeligviis forstaar Steenkil.
s Harald Godwinessøns egne Sønner, Godwine, Eadmund og Magnus, der havde flygtet til Irland,
vare vel hans nærmeste Arvinger, men da de ikke kunde maale sig med Sven i Magt, betragtede han sig
vistnok som Familiens Hoved.
* Henr. Knyghton hos Twysden, S. 2343. * Se ovenfor S. 348, nedenfor S. 351.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
