Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAG. ADAMS SKILDRING AF FORHOLDENE I NORDEN 421
fortælles det merkelige, at hiin Iis formedelst dens Ælde er saa sort og tør, at
den brænder naar man antænder den1. Øen er meget stor, saa at den kan rumme
mange Mennesker, der alene leve af at opføde Kvæg, og klæde sig med dets Uld;
der voxer intet Korn og findes saare lidet Træ, derfor bo de i underjordiske Huler,
benyttende fælles Huusly og Leje med deres Kvæg2 .... Der ere ogsaa flere
andre Øer i Oceanet, af hvilke Grønland ej er den mindste, beliggende dybere
inde i Oceanet, lige imod Sveriges Bjerge eller de riphæiske Højder»3 .... «Den
tredie 0 er Haalogaland. Den ligger Norge nærmere, og staar ikke tilbage for
de øvrige i Størrelse4. Denne seer man om Sommeren ved Solhvervstid Solen i
14 Dage uafladeligt over Horizonten, men savner den ogsaa i lige saa mange
Dage om Vintren: en forbausende og uforklarlig Sag for Barbarerne, der ikke
vide at Dagenes ulige Længde bestemmes ved Solens Nærmelse og Tilbagegang.
(Her følger nu Forklaringen over dette Forhold). Hedningerne, der ej vide dette,
kalde hiint Land «det hellige og lykkelige» siden det fremviser et saa underbart
Fænomen. Dette, forsikrede Danekongen og mange andre, fandt virkelig Sted
der, ligesom i Sverige og Norge og de øvrige Øer paa den Kant. Derforuden sagde
han at der af flere var opdaget en 0 i det samme Hav, ved Navn Viinland5 ....
Og efter denne 0 findes ikke længer, sagde han, noget beboeligt Land i hiint
Ocean, men alt hiinsides er opfyldt med utaalelig Kulde og uhyre Mørke; hvilket
Martian omtaler saaledes: hiinsides Thyle er der en Dags Sejlads til det
sammenløbne Hav. Dette erfarede nylig Nordmændenes højst erfarne Konge Harald6,
der, efter at han paa et Søtog havde gjennemforsket det nordlige Oceans Vidde,
endelig paa de mørke Yderkanter foran Verdens Ende nær var med sine Skibe
kommen ud i Afgrundens frygtelige Svælg, og med Nød og neppe kom uskadt
tilbage». Herefter7 anføres ogsaa et Uddrag af en Beretning, Erkebiskop Adalbert
havde meddeelt Mag. Adam om en Opdagelsesrejse, som nogle fornemme Friser
i hans Formands (Bescelins) Tid havde foretaget til de fjernere Egne af
Nordiis-havet. De sejlede mellem Danmark paa den ene, og Britannien paa den anden
Side, til Orknøerne; beholdende disse til venstre, Norge til højre, styrede de lige
1 Sandsynligviis en urigtig Forestilling om de saakaldte Bruunkul eller Surtarbrandr.
2 Her følger det ovenfor S. 200 anførte. Beskrivelsen over Islændingernes Boliger er, som man seer,
overdreven, og kan i alle Fald kim sigte til de aller fattigste Folks Jordhytter.
3 Se ovenfor S. 207.
* Det sees her, at Mag. Adam ikke har haft fjerneste Forestilling om Haalogalands rette Beliggenhed,
men at han har antaget dette store Landskab for en fjern O, hverken landfast med det egentlige Norge
eller med Finmarken. Aarsagen til Fejltagelsen er vistnok den, at man stedse rejste tilsøs for at komme
til Haalogaland. I en tilføjet Scholie er Fejlen imidlertid nogenledes rettet. Der staar: «andre sige
derimod at Haalogaland er den yderste Deel af Norge, at den ligger i Nærheden af Skridfinnerne, og at den
er utilgængelig formedelst sine barske Fjelde og Kulde».
5 Se ovenfor B. IV. S. 8. 6 Om Haralds Opdagelsesrejse se ovenfor S. 244. 7 Mag. Adam, IV. 39, 40.
28 — Munch: Det norske Folks Historie. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
