Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
448
MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)
det, som om han ikke altid var heldig paa dette Tog. Den danske Historieskriver
Saxo fortæller saaledes, at han engang, ved et uventet Overfald af
Hallands-farerne, maatte flygte barfodet ned til Skibene, hvorfor han spotviis fik Øgenavnet
«Barfod»1. Dette fik han, som vi nedenfor ville see, af en ganske anden Aarsag;
men Begivenheden selv er heel sandsynlig, og det saa meget mere, som man neppe
kan antage at den stolte Magnus, uden efter at have lidt en saadan Ydmygelse,
vilde have bekvemmet sig til, hvad han virkelig gjorde, at indlede personlige
Underhandlinger med Sveinke og byde ham Forlig. Dette indgik de nu
fuldkomment, og afhandlede nøje og venskabeligen alt deres Mellemværende (1096). Da
først, siges der, blev det dem klart, hvor klogt og velmenende hine Lendermænd
havde gaaet tilverks. Sveinke vendte tilbage til sine Ejendomme, og var siden
Magnus’s troeste og hengivneste Ven, saa vel som den største Støtte og Værn for
hans Rige2.
Nu først følte Magnus sig ganske sikker paa Tronen. Han arbejdede, siges
der, kraftigt paa at holde Orden og Rolighed i Landet, og sørgede ivrigt for den
almindelige Sikkerhed, forfulgte Ransmænd og Urostiftere, og skaffede saaledes
Kjøbmænd og gode Folk den tilbørlige Fred. Hertil var, som vi see, Sveinke
ham især behjelpelig. Skalden Gisl taler i et af sine Vers udtrykkeligt om, hvilken
Fred og Sikkerhed Kjøbmændene nøde, fornemmelig i den for sine Sørøvere ellers
saa bekjendte Gaut-Elv.
44. Magnus’s Fredsaar. Den islandske Skald Gisl Illugessøn.
Efter den sidste Fejde i Halland og Forliget med Sveinke herskede Magnus
et Par Aar (1096—1098) i Fred, men, som man maa slutte af det Eftertryk, de
gamle Beretninger lægge paa denne Sag, fremdeles ivrigt beskjeftiget med at
til Danmark, havde han et Møde med Sveinke»; strax efter omtales Toget, til hvilket der altsaa ved de
foregaaende Ord henvises. At Viskedal (Dalen omkring Kongsbakka) udhæves i Sagaerne, torde maaskee
alene komme deraf at Skalden Bjørn i det Vers, hvori Toget omtales, og som her anføres, taler om de
viskedalske Kvinders Uro. Navnet synes dog her kun tilfældigviis at være valgt, da der ogsaa staar
at Toget gjaldt hele Halland. Man kunde næsten formode at Magnus ved denne Lejlighed har tiltvunget
sig et Slags Hylding af Hallandsfarerne lige til Glomsteen nordenfor Ethre-Aaen i Fardhuushered, se
ovenfor S. 3, jvfr. nedenfor S. 468.
1 Saxo, S. 617. Det er dog neppe rigtigt, naar dette Tog her omtales som en Episode af Magnus’s
Krig med Sverige. Se herom nedenfor, § 46, hvor denne omhandles.
2 Magnus Barfods Saga Cap. 9. Snorre Cap. 8. Morkinskinna, fol. 22—23 a. Disse Begivenheder
maa have fundet Sted om Høsten 1095 og Vaaren 1096. Haakon døde i Februar 1095; Magnus’s Tog
mod Steigar-Thore og til Haalogaland skede saaledes rimeligviis mellem April og Juni samme Aar; hans
Besøg i Viken om Sommeren eller Høsten (der tales om Agre, der ej maatte nedtrædes); Lendermændene
spaaede Sveinke, at han allerede efter den første Vinter vilde blive savnet, og flere Vintre hengik vel heller
ikke, inden han blev tilbagekaldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
