- Project Runeberg -  Det norske folks historie / V /
452

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

452

MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)

en Formands Anførsel». De bifaldt dette alle sammen og sagde, at de vilde have
ham til Formand, og lyde hans Befaling. Til større Sikkerhed tog han den Ed
af dem, at de skulde adlyde ham i alt, hvad han bød dem i dette Anliggende,
uden Hensyn til Liv eller Gods. Derpaa gik de i Bad. I det samme blæstes der
til Møde. Teit løb strax ud af Badehuset, i Skjorte og Lærredsbuxer, men med
et Guld-Lad om Panden, og med en rød og bruun, med Graaskind fodret Kappe,
som han i saadan Hast kastede over sig, at Fodret vendte ud. Alle Islændingerne
vare komne til Mødet, men de øvrige Folk fra Byen havde endnu ikke paa langt
nær indfundet sig. Teit sagde da, at de imidlertid skulde gaa til Gisles Fængsel,
og see om de kunde komme Kongens Folk i Forkjøbet. De gik hurtigt og med
megen Gny henad Gaden. Konen, der saa dem komme, løb ned til Gisl, og
beklagede ham, at Kongens Folk — hun troede nemlig at det var dem — allerede
vare der for at hente ham. Men Gisl sagde: «lad os ikke tage os nær deraf, Moder»,
og kvad et Vers, hvori det hed at Døden ej skrækkede ham, da den dog een Gang
skulde komme. I det samme hug Islændingerne Døren op, saa det bragede. Da
saa man Gisl fare sammen, men kun ubetydeligt. Teit hug Fjeteren af ham, og
tog ham ind i sin Flok; derpaa gik de tilbage til Mødet. Paa den anden Side af
Pladsen gik Sone, Høvdingen for Kongens Gjester, og skulde just hente Gisl. Ved
at see ham i deres Følge sagde han: «I Islændinger have i Dag just ikke faret
frem med Lempe, og I ville nok sætte eder selv, og ikke Kongen, til at dømme.
Men man vil sikkert huske eder, hvad I have gjort denne Morgen: Kong Magnus
er før bleven vred for mindre end nu, da hans egen Hirdmand er bleven dræbt
af disse Talgdjævle»1.

Da Thinget var sat, stod Sigurd Ullstreng op og sagde: «De Fleste vide
formodentlig allerede, at vor Kammerat Gjavvald er bleven dræbt. Der kom en
Mand fra Island, som troede at have Sag med ham, og uden først at henvende
sig til ham om Bøder, som andre pleje, anfaldt han ham strax og gav ham
Bane-saar. Nu forekommer det os, Kongens Mænd, som om Hirdmændenes Liv vil
blive anseet for en alt for ringe Ting, hvis det skal kunne gaa an at hugge dem
ned, som denne Mand har gjort. Tilsidst vil man udstrække sin Frækhed lige
til Overhovedet, og ikke skaane Kongen selv mere end de øvrige. Dette er aldeles
uhørt, og maa straffes paa det strengeste. Det var ikke for meget, om der dræbtes
ti Islændinger for een af vore Folk, og at de saaledes fik bøde for deres
Uforskammethed, at røve en Mand ud af Kongens Vold». Derpaa taug han. Da stod

1 Det var almindeligt i Norge paa den Tid at give Islændingerne Spottenavn efter Talgen (mör) der
udgjorde en af Øens vigtigste Udførselsartikler. De kaldte dem «Talglændinger» (mörlandar) eller
«Talg-djævle» (mörfjandr).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:52:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/5/0468.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free