Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MØDE OG FREDSSLUTNING I GAUT-ELVEN
481
var bilagt, saa at man i Halland hvert Øjeblik kunde vente sig Angreb af
Nordmændene, især hvis Krigen kom til at drage sig nærmere hen mod dets Grændser.
Men det maatte derhos saa meget mere være ham magtpaaliggende at faa en
fuldstændig Fred tilvejebragt mellem Nordens trende Folk, som han just i denne
Tid med største Iver arbejdede paa Oprettelsen af en særegen Erkebiskopsstol
for Norden1, hvorved det fornemmelig maatte komme saare meget an paa, at
det venskabelige Forhold mellem de tre Folk og Konger, der var afbrudt ved
Magnus’s Krigsforetagender, atter kom istand. Magnus vilde dog vel neppe have
lyttet til noget Fredsforslag, hvis hans sidste Felttog havde været heldigere. Nu
derimod maa man formode, at i det mindste hans Mænd have fraraadet ham alle
yderligere Foretagender mod Sverige, ligesom vel og Bønderne have knurret
temmelig alvorligt over noget nyt Ledings-Udbud. Da saaledes Kongerne Erik
og Inge, som Sagaen udtrykker sig, lode Magnus hilse og anmode om, ikke at
eftertragte deres Riger, imod at de paa sin Side forbandt sig til at lade hans Rige
i Fred, blev der til Sommeren aftalt et Møde ved Landemerket, i Gaut-Elven2,
hvor alle tre Konger personligt skulde indfinde sig, og hvortil de tilsagde hinanden
gjensidig Sikkerhed. Det faldt af sig selv, at alle Krigsforetagender imidlertid
skulde hvile. Til den bestemte Tid kom da, som der staar, Kong Magnus nordenfra,
Kong Erik søndenfra, og Kong Inge ovenfra. Da Thinget var sat, gik de tre
Konger et Stykke bort fra deres Mænd, frem paa Pladsen, og, siger den ældste
Sagaberetning, de havde neppe samtalet i saa lang Stund som kunde kaldes en
halv Bord-Stund, førend de alle vare forligte og alle tre Riger i Fred; enhver af
dem skulde besidde sin Ætte-Jord ubeskaaren; enhver af dem skulde selv
erstatte sine Undersaatter den Skade, de havde lidt, og Kongerne selv skulde
nærmere jevne alt mellem sig som det bedst kunde skee til alles Behag. Den
vigtigste Betingelse for Freden var dog nok den, at Kong Inge forpligtede sig til
at give Magnus sin Datter Margrete til Egte med de omtvistede Landskaber i
Medgift3. Derved erhvervede Magnus den personlige Besiddelse af disse, saa
1 Se herom ovenfor S. 378, 379.
2 Saaledes Morkinskinna og Fagrskinna. Magnus Barfods Saga Cap. 31 og Snorre Cap. 17 nævne
Kongehelle; men da slige Møder i det mindste i tidligere Tider holdtes paa Brennøerne eller rettere paa
Danaholmen, der ligger i Elvemundingen (se ovenfor S. 157, jvfr. B.II. S. 370) er det rimeligst at antage
Morkinskinnas Udsagn, der desuden neppe er nedskrevet mere end 100 Aar efter Begivenheden selv, for
det rette. Om den ovenfor omtalte Skik, der skal have været iagttagen ved tidligere Lejligheder, at
Dane-kongen holdt Sviakongens Bidsel og Norges Konge hans Stigbøjle, ogsaa nu iagttoges, nævnes ej. Det er
ikke saa urimeligt, om Magnus og Erik, der begge vare yngre Mænd, have viist den ærværdige Inge saadan
Ære; men sandsynligst er det dog, at Ceremonien, hvis den nogensinde har fundet Sted, indskrænkede
sig til de gamle Uppsalakongers Tid, da kun deres Æt, ikke den steenkilske, betragtedes som saa langt
ophøjet over de øvrige Fyrsteætter i Norden.
8 Dette siges udtrykkeligt, saavel i Morkinskinna og Fagrskinna, som i Hrokkinskinna, Hryggjar-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
