Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
502 MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)
negtede først at have dem i sit Værge, men maatte dog omsider gaa til Bekjendelse,
og Henrik skal nu have udpresset af ham ikke mindre end 20 000 Pund Sølv.
Ordrik, der fortæller alt dette, lægger til, at Kong Henrik glædede sig meget ved
Efterretningen om Magnus’s Fald, som om en stor Byrde var lettet fra ham, og
at hans Magt vel i det hele taget tiltog ved hans Fienders samtidige Uheld, men
at han dog især følte sig tryg ved Magnus’s Undergang, og stolt over Besiddelsen
af hans Rigdomme1. Alt détte viser noksom, at Henrik siden Magnus’s Forbund
med Muirkertach har regnet ham blandt sine Fiender, og frygtet for, at han efter
Irlands Erobring vilde vende sine Vaaben mod England. Sandsynligviis var det
ikke uden hans Medvirkning, at Høvdingerne paa Man nu valgte Olaf, en Søn
af Gudrød Meranagh, der opholdt sig ved hans Hof, til Konge, og hentede ham
derfra ved et Gesandtskab2.
Magnus var, da han faldt, kun tredive Aar gammel, og havde hersket i ti
Aar. I hans Dage, heder det i Sagaerne, var der god Fred indenlands, men man
havde megen Anstrengelse og Bekostning med de idelige Ledings-Opbud, hvorfor
man ogsaa kaldte ham «Styrjaldar-Magnus» (af styrjöld, Fejde). Det er ellers et
stort Spørgsmaal, om Bønderne i disse urolige Tider vilde have nydt saa
fuldstændig Fred indenlands, hvis han ikke ved hyppige Krigstog havde sat sig i
Respekt; men rigtignok var det ej nødvendigt for den blotte Landefreds Skyld,
at foretage saa store og omfattende Tog, som de han gjorde til Vesterhavet. Det
er ovenfor viist, hvilke politiske Hensyn der fremkaldte dem, og hvorledes de efter
hine Tiders Begreber lade sig forsvare. Men desuagtet er det aabenbart, at de
aldrig havde fundet Sted, hvis ikke Magnus’s Lyst og Hug stedse havde staaet
til Krig og farlige Æventyr. Det var derfor ogsaa hans Mundheld, naar hans
Venner bebrejdede ham, at han paa sine Krigstog ofte uforsigtigt udsatte sig:
«En Konge skal stræbe mere efter Berømmelse end efter et langt Liv»3. Under
en saadan Høvding maatte især Krigsmændene have det godt, og man kan derfor
godt forstaa, hvad Sagaen meddeler, at hans Mænd gjorde meget af ham, medens
derimod Bønderne fandt ham haard. Hans Skjønhed, ædle Holdning og krigerske
Udseende er forhen omtalt. Han var saa høj, at flere endog kaldte ham «Magnus
den høje»; dog naaede han endda ikke sin Faders, og end mindre sin Farfaders
Højde. Ved den nordre Dør af Mariekirken i Nidaros var der i Stenen indgravet
tre Kors, som betegnede hvor højt enhver af dem kunde naa at kysse. Det øverste
1 Ordrik, hos Duchéne, S. 812.
3 Den Manske Krønike ved 1102 (rettere 1103). Der siges her at Magnus havde hersket over Øen i
sex Aar, det vil sige fra og med 1098 til og med 1103.
3 Magnus Barfods Saga Cap. 38, Snorre Cap. 28.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
