Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN
62
at de havde sluttet sig til ham mere for at kunne plyndre og røve, end for at
kjæmpe som brave Mænd. Da han ikke vilde røve i Viken og desuden ønskede
at sætte deres Udholdenhed paa Prøve, begav han sig tilbage til Vermeland, for
derfra at drage til Norge, og videre nordetter. Men da han kom til Eidskogen,
mønstrede han sin Flok, og det viste sig, at den nu atter var smeltet sammen
til 70 Mand. De fleste havde forladt ham, da de ikke fik Lejlighed til at plyndre.
Nu vare gode Raad dyre, thi med saa liden en Trop kunde han ikke tænke paa
at binde an med den mægtige Erling Jarl, men paa den anden Side var der heller
ingen Gavn i Folk, der ikke übetinget fulgte ham, hvor han færdedes, mod Norden
eller Syden. Heller ikke kunde han godt slippe bort, thi de, som med størst Tro
skab havde fulgt ham, passede ogsaa desto nøjere paa ham. Han vendte da for
det første om, og tilbragte Paasken hos en Prest i Vermeland, der gjorde et herligt
Gjestebud for ham. Imidlertid sendte han Breve til Thelemarken, hvorhen, som
nævnt, flere af Birkebeinerne efter Slaget paa Ree vare flygtede, og hvor der
desuden skal have hersket nogen Misforstaaelse med Erling Jarl og Kong Magnus.
Heraf benyttede Sverre sig, idet han lovede Thelebønderne at rette paa, hvad
de besværede sig over, hvis de vilde slåa sig til ham og yde ham Hjelp. I saa
Fald anmodede han dem om at møde ham nord i Landet. Did saa han dog nu,
at han umuligt kunde komme ad den almindelige Vei gjennem det østlige Norge,
men at han maatte fare ad übekjendte og møjsommelige Stier, thi siden man
havde spurt, at Flokken havde viist sig østerpaa, var der overalt i Landet truffet
kraftige Foranstaltninger mod den, og det var umuligt at trænge frem, hvor man
havde vel bebyggede Egne for sig. Derfor vendte han sig, da han strax efter
Paasken (24de April) brød op, mere ad Østersø-Kanten til, og drog først over
den saakaldte Tolvmileskov til Ekesherred i Elvedalen, i den nordligste Deel af
Vermeland. Derfra drog han over en lige saa lang Skov til Malung i Vester-
Dalarne, og derfra over en 15 Mile lang Skov til Øster-Dalarne, eller, som Land
skabet da endnu kaldtes, Jarnberjaland. Paa alle disse Skove havde han og hans
Mænd intet andet at leve af end Fugle- og Elgekjød, og de døjede overvættes meget
Ondt, saavel af Hunger og Kulde, som af Træthed og Udmattelse, thi det var
just i Førefaldet, da Sneen smeltede i Skovene og Isene paa Våndene, og man
saaledes ikke kunde benytte Heste eller anden Slags Befordring. Stundom maatte
de fare over Moser og store Myrer, stundom gjennem tætte Skove eller svære
Broter. Indbyggerne i Jarnberjaland vare endnu Hedninger, og havde — den
Slægt i det mindste — aldrig seet en Konge drage gjennem deres Land, ja der
fandtes neppe nogen iblandt dem, som rigtigt vidste hvad Ordet «Konge» betydede,
et Menneske eller et Dyr. Men de viste sig meget forekommende mod ham, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
