Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN OG SVERRE SIGURD SSØN
146
Helte faldt1 ; endelig fik Sverre vide at Kong Magnus ikke var der, og lod da de
fleste faa Grid, som bade derom. Erkebiskop Eystein var for kort Tid siden kom
men tilbage fra England og laa med sit Skib over paa Stranden ved Jonsbryggen.
Ogsaa hans Mænd grebe til Vaaben for at komme Kong Magnus til Hjelp, og
søgte ind over Jonsvollene, men Birkebeinerne mødte dem og dræbte 30 af dem,
hvoriblandt to af Erkebiskoppens Frænder2, de øvrige bleve jagne tilbage. Da
Magnus og de, der fulgte ham, kom op til Nonneseter, mødte han mange flere
af sine Krigere, og spurte om de vilde vende tilbage til Byen og vove en Dyst
med Birkebeinerne, der, som han havde hørt, slet ikke skulde være mandsterke.
Men de fleste svarede, at derpaa var ikke at tænke, thi kun faa af dem vare fuldt
bevæbnede; mange havde slet ingen Vaaben og vare kun halv paaklædte, da de
netop havde faaet Tid til at fare op af Sengen. Kongen havde hverken Merke
eller Luur. Alt dette gjorde, at de ansaa sig ganske ukampdygtige. De toge
Vejen over til Strandefjorden og derfra til Hardanger, fik her fat paa nogle Skuder
og Ferjer, og satte paa dem afsted sydefter ad Agder og Viken til, sejlende Dag
og Nat. Mange andre toge ogsaa den samme Vej, og kom efter, men de, som
ikke slåp saa tidligt fra Byen, toge Vejen over Aalreksstad og Fjeldet ned
til Osterfjorden, og derfra over Vors, Sogn, Valdres og Oplandene øster til
Viken.
Med Undtagelse af at Magnus selv ikke faldt eller blev tågen til Fange, kunde
ingen Sejr være fuldkomnere end den, Sverre nu havde vundet, og det med liden
Møje og, som det synes, næsten intet Folketab. Hele Magnus’s Hær var adsplittet
og aUe hans Skibe faldt i Sverres Hænder, og blandt det rige Bytte, han og hans
Mænd gjorde i Bergen, var ogsaa Kong Magnus’s Krone, Scepter og hele Kro
ningsdragt, foruden mange andre Kostbarheder. Erkebiskop Eystein, der nok var
kjed af at ligge i Landflygtighed, og saa, at Sverre havde Lykken med sig, fandt
det nu raadeligst at indgaa Forlig med ham. Betingelserne nævnes ikke, men
de have vist fra Sverres Side været yderst lemfældige, og Eystein kom saaledes
endnu denne Sommer atter tilbage til sit Erkesæde. Sverre lod Jon Hallkellssøn
og hans Sønner bringe for sig, og sagde at det stod dem frit for at fare bort i
Fred, hvorhen de vilde, enten nord til deres Gaarde eller øster efter Kong Magnus.
Jon sagde at han helst vilde blive hos Kong Sverre. «Det er ikke værdt», sagde
denne, «thi I have allerede to Gange før svoret mig Troskabsed uden at holde
i Blandt dem der faldt i Kongsgaarden, nævnes tvende, Hallvard Marardrap og Paal Erikssøn fra
Opdal, om hvilke man for Resten intet veed.
• Disse Erkebiskoppens Frænder hed Olaf Lange og Gudbrand Thorbergssøn. Den sidste var sand-
synligviis hans Brodersøn, da det er vist at han havde en Broder ved Navn Thorberg (Fagrskinna Cap.
215, jvfr. Slægttavle 9 til Bind VI).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
