Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1184. SVERRES AFGJØRENDE SEJR 165
dømmet her i Landet, hvad enten vi styre det vel eller ilde, og Gud være takket,
hvis vi nu kunde være fredsommelige og retfærdige, thi derefter længes de fleste.
Eder, mine Mænd, ønsker jeg Guds Løn for Eders ufortrødne og kjærlige Bistand.
Jeg skal ogsaa selv lønne Eder godt, og efter min bedste Evne. Godt er det nu
at vide, at de Ejendomme og alt det Gods, disse Guldhalse have havt, der nu ligge
her foran Stranden, skulle blive Eder til Deel og derhos de bedste Giftermaal i
Landet, foruden de Titler og Værdigheder, I maatte attraa, thi det er store Ting,
I have udrettet i denne Strid. Noget er dog endnu tilbage, det er vore Avinds
mænd, og mod dem skulle vi vel vogte os, men Gud vogte os alle.» Denne Tale
vandt almindeligt Bifald, og Tilhørerne takkede Kongen for hans Ord. Siden
lod han alle Skibene ro længer ind langs Stranden, indtil man kom saa langt,
at Lugten af Ligene, naar de gik i Forraadnelse, neppe vilde naa derhen. Nu
kom Raden til Sokndølerne, der før havde trodset ham, at ydmyge sig; saavel
hvilken han saa sig i Stand til at herje paa flere Steder i Landet. Kongen bragte imidlertid sin Hær
paa Fode igjen, udrustede en Flaade, og drog mod Fienden. Ved Efterretningen herom lod Sverre atter
listigt, som om han flygtede, og begav sig ud paa det store Hav; da Kongen hørte det, troede han at
Røveren virkelig var flygtet, og løb med Flaaden ind i en Havn. (Her sigtes til Undvigelsen 1179, se
ovenfor S. 89.) Men da Hæren her, af Glæde over Fiendens Forjagelse, overlod sig til en fordærvelig
Sikkerhed, kom Natten efter hun forbandede Prest med sine Folk ind i Havnen, angreb de drukne og
søvnige Krigere, og ødelagde med Møje saa godt som den hele Hær, hvoriblandt Kongens Fader og flere
Stormænd. (Her, sigtes, som man seer, til Slaget paa Kalvskindet 1179, men Fremstillingen er ikke
nøjagtig.) Kongen skal, undkommen fra Blodbadet, have holdt sig skjuult i nogle Dage i et nær liggende
Nonnekloster, og ved Guds Beskyttelse være undsluppen, uagtet Fienden søgte efter ham. Modig ved
dette Fiendernes Uheld og Nederlag drog nu Tyrannen, lige saa fræk som blodig, rundt omkring ligesom i
Triumf, idet han viste sig som en üblid Herre for de ynkeligt undertrykte Bønder. Kongen, der efter
at have holdt sig skjult atter kom frem og til sine Venner, begyndte efterhaanden at samle nye Kræfter,
skaffe sig Hjelpetropper allevegne fra, og med større Varsomhed at forberede sig mod de fiendtlige Anslag.
Endelig drog han med en ordentlig udrustet Hær mod Fienden. Saasnart hiin erfarede dette, og saa at
Ynglingen, klog af tidligere Skade, nu gik forsigtigere til Verks, ligesom han og var ham overlegen i
Skibe og Stridskræfter, tog han sin Tilflugt til Trolddom. Han havde nemlig hos sig en Djævelens
Datter, mægtig i Hexeri, og med Rette at stille ved Siden af hiin Oldtidens Troldkvinde, om hvilken
den herlige Digter siger (her følger et Citat af Virgils Æneide IV. v. 487—490). I forunderlig Tillid til
sin sædvanlige Kunst spurte hun nu sin Ven Tyrannen, paa hvad Viis han ønskede at hans Fiende,
der allerede var lige for hans Øjne, skulde forgaa. Da han valgte «ved Drukning», skede det pludselig
ved Hjelp af Djævelen, — der formedelst sin Engle-Naturs Kraft formaar saa meget over Jordens Elementer,
naar den højere Magt tillader det —at det rolige Hav aabnede sit Gab og i Fiendens Paasyn opslugte
den største Deel af Kongens Flaade. Ved Synet heraf sagde den skjendige Prest: Seer, mine Venner,
hvor virksomt Elementerne kjæmpe for os; passer nu paa, at ingen af dem undslipper, hvis visse Under-
gang Havet har overladt Eder at besørge, at det ej skulde synes, som om det havde alene gjort Alt
sammen. Saaledes blev den øvrige Deel af den kongelige Hær, som desuden allerede var skrækslagen
over Kammeratemes pludselige Undergang, let overvældet, og Kongen selv omkom». Fra Erling Jarls
Død af er Beretningen, som man seer, meget kort og unøjagitg. Navnlig skjulte Magnus sig efter Kalv-
skind-Slaget ikke i noget nær liggende Nonnekloster, (her maa Bakke Kloster være meent), men drog
lige til Bergen. Sandsynligviis har det foresvævet Fortælleren, at Magnus siden oftere havde sit Til-
hold ved eller i Munkholxnens Kloster, og dette har han forvexlet med hiint.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
