Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206 SVERRE SIGURDSSØN
Aaret forud (1190), i Tidsrummet mellem Varbelgernes Undergang og Thorleif
Breidskeggs Fremtræden, var Erik Jarl død under Omstændigheder, der gave
Anledning til megen Omtale og allehaande Gjetninger. Han blev nemlig syg i
Tunsberg; da Sygdommen tiltog, lod han sig bringe til Klosteret — sandsynligviis
det i Staden for ikke lang Tid siden oprettede St. Olafs Præmonstratenser-
Kloster1 —, og antog Munkedragt; efter fem Dages Sygeleje døde han; samme Dag
døde ogsaa hans Hustru, der hed Aasa, og fem Dage derefter deres Søn Magnus.
Dette saa mistænkeligt ud, og de fleste meente, at onde Folk havde forgivet dem.
Men hvilke disse «onde Folk» vare, nævnes ikke. Nogle have derfor mistænkt
Sverre selv for at have ladet Erik forgive med Hustru og Barn, især da det umid
delbart derefter fortælles, at han tog tilbage under sig selv hele den Forlening
Erik havde havt, og lod den bestyre ved Sysselmænd2. Det synes dog underligt,
at Sverre, hvis han ønskede Eriks Død, og virkelig var samvittighedsløs nok til
at lade ham rydde af Vejen paa en saa skjendig Maade, skulde have ventet saa
længe dermed, da han dog tidligere havde havt den bedste Lejlighed dertil, ja
endog, som man skulde formode, kun havde behøvet at anvise ham en eller anden
Urias-Post i Striden mod Heklungerne, for at blive af med ham paa en langt
mindre mistænkelig Maade. Heller ikke erfarer man, at endog de mest afsagte
Fiender af Sverre siden bebrejdede ham Deelagtighed i Brodermord, saa meget
mindre som Sverre neppe engang havde noget at vinde derved, da Erik, hvilket
Sindelag end han og Sverre indbyrdes nærede til hinanden, dog med Hensyn til
sine politiske Interesser paa det nøjeste var knyttet til ham, og ikke mindre til
Opretholdelse af sin egen, end af Broderens politiske Stilling maatte lade sig det
være magtpaaliggende at kvæle den Oprørsaand, der herskede i Viken, og mod
arbejde de Stemplinger, som der altid gik i Svang, hvorved han saaledes blev
den paalideligste Vogter, Kongen her kunde indsætte3. Af denne Grund falder
1 Der var nemlig paa denne Tid neppe noget andet Kloster i Tunsberg, og det nærmeste udenfor
Byen var Hovedøens Kloster; did var det dog visselig alt for langt til at den dødssyge Mand kunde lade
sig bringe derhen. Klosteret omtales udtrykkeligt, som det nedenfor vil sees, i Beretningen om de danske
Høvdingers Rejse til Palæstina; naar det var stiftet, vides ikke, men da det ikke omtales ved Kong Valde-
mars Besøg paa Slotsbjerget 1168 (se ovenfor S. 22), kan det neppe være ældre end den Tid.
* Sverres Saga, Cap. 115.
1 Ogsaa af Erik Jarl havde man endnu i 1622 et Brev paa Akershuus, udstedt til Fordeel for Hoved-
øens Kloster (der, som man seer, holdt sig inde med alle Magthaverne, lige meget af hvilket Parti de vare)
om et Markeskjel mellem den før omtalte Gaard Fraun paa Follo og Nabogaarden Bjarka (nu Bjerke).
Det angives (vistnok urigtigt), at være ledsaget af et Bekræftelsesbrev, udstedt af Kongen selv under
hans Haand og Segl, med Befaling til Lagmændene i Oslo, Tunsberg og paa Raumarike (Suhms Hi-
storie VIII. 223). Brevet er vel nu tabt, men Indholdet af selve Markeskjellet er indført i et Dokument,
kopieret i et Haandskrift af den yngre Eidsivalov m. m. (Cod. Arnamagn. 309 fol.) og aftrykt i Annaler for
nordisk Oldk. og Historie for 1846, S. 162, 163. Blandt Vidnerne ved Markeskjellet nævnes her «Thorgaut,
Erik Jarls Sysselmand», fire kongelige Huuskarle, hvoriblandt en «Erik Skald», og Asbjørn, Prest paa Fraun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
