Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216 SVERRE SIGURDSSØN
hvori han ellers stod med Danerne, hos hvilke hans Fiender, som vi ville see, frem
deles fandt Tilhold og Medhold, uundgaaeligt, at ikke ogsaa han paa sin Side, naar
Lejlighed dertil frembød sig, skulde øve Repressalier, om han end ikke — hvad
Omstændighederne hverken tillode ham eller Kong Knut, — kom i ligefrem Krig
med Danmark om Lenshøjheden over Viken, hvilket Spørgsmaal hvilede indtil
baade Knut og Sverre vare døde, og Knuts Efterfølger, den sejrrige Valdemar
11, først fandt Tid og Lejlighed til atter at blande sig i de norske Anliggender.
Kong Knut havde allerede længe været paa en spændt Fod med sin Frænde, den
ærgjerrige og urolige Valdemar, Søn af Kong Knut Magnussøn, og Biskop i Slesvig.
Valdemar havde i længere Tid bestyret Sønderjylland med megen Anseelse, og
betragtede sig, som Kongeætling, uagtet sin gejstlige Værdighed, lige saa nær til
Tronfølgen efter Knut, — hvis denne, hvad det saa ud til, ingen mandlige Arvinger
efterlod, — som Knuts Broder, Hertug Valdemar. Men da Knut efter dennes
Myndigheds Erklæring og Udnævnelse til Hertug havde overdraget ham Bestyrel
sen af Sønderjylland, hvilken i den senere Tid sædvanligviis den regjerende Kon
ges Søn eller Broder havde plejet at føre, og som Biskoppen hidtil kun havde fore
staaet midlertidigt, saalænge Hertugen endnu var mindreaarig, blev hiin ej alene
ærgerlig over at maatte fratræde denne Bestyrelse, men begyndte ogsaa snart
at blive skinsyg over den Krigerhæder, hans unge Navne alt mere og mere ind
lagde sig, da det nu neppe stod til at betvivle, at denne, og ingen anden, vilde
komme til at blive Knuts Efterfølger, hvorved hans egne Forhaabninger om Tro
nen ganske maatte gaa overstyr, hvis han ikke ad ulovlige Veje vilde tåge sig
til Kette. For en Mand med hans Ærgjerrighed og voldsomme Sind vakte dette
dog ingen synderlige Betænkeligheder, og han begyndte derfor at nærme sig den
tydske Kejser Henrik den 6te, der som alle Kejsere af det hohenstaufiske Huus,
stod paa en meget spændt Fod med de danske Konger, Welfernes Venner. For
Kejser Henrik var en Forbindelse med en dansk Tronprætendent meget kjærkom
men, og man saa snart Beviis derpaa, da Valdemar ved Kejserens Indflydelse
blev udvalgt (1191) til Erkebiskop i Bremen efter Hartvig, som paa Grand af
sit Forhold i Striden mellem Kejseren og den saxiske Hertug Henrik Løve havde
maattet flygte til England. Valdemar forbandt sig tillige med den saxiske Hertug
Bernhard, Markgrev Otto af Brandenburg, Grev Adolf af Holsten og Grev Bern
hard af Ratzeburg; og hvad enten han nu frygtede Knut, eller fandt det nødvendigt,
i egen Person at skaffe sig endnu flere Forbundne, begav han sig med eet, og ganske
uventet, til Norge, hvor han paa mødrene Side skal have havt Frænder1, og hvor
1 Dette nævnes udtrykkeligt hos Cypræus, Ann. episc. Sleswic. p. 208, uden at man dog nu kan paa-
vise, hvilke disse «mægtige Mødrenefrænder» have været. Af Pave Innocentius lITs Brev (11. 335), sees
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
