Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244 SVERRE SIGURDSSØN
var maaskee, endnu at forsøge en mindelig Overeenskomst, men i alle Fald, som
man kan see, for at raadslaa om de forviklede kirkelige Anliggender og træffe
Bestemmelser til at sikre Fred og Orden i Landet. Ved dette Møde synes det,
som om det i Førstningen endnu nogenledes tegnede sig til at alt kunne blive
godt mellem Kongen og Erkebiskoppen, thi vi have en Bekjendtgjørelse, udstedt
af Kong Sverre i Forening med alle fem Biskopper (Erik, Paal, Helge, Nikolas1
og Thore) saavel som de øvrige Gejstlige i Landet, hvor der bestemmes Bansæt
telse for dem, der forgribe sig paa Kirker og Gejstlige, bruge Vold mod Kvinder,
og bære Vaaben til eller fra Kirke og Thing, ligesom den, der bliver dræbt, om
han, selv bevæbnet, overfalder vaabenløs Mand, eller voldfører en Kvinde, er
klæres at ligge utlæg paa sine Gjerninger, uden at maatte begraves ved nogen
Kirke, medens hans Gods er forbrudt til Kongen og Biskoppen*. Af et Brev,
som Erkebiskoppen sendte til Islændingerne for at indskærpe disse Bestemmelser,
og hvori han særskilt henvender sig til Biskopperne og Jon Loftssøn, lader det
ogsaa, som om han endnu ikke var ganske uforsonligt stemt, eller som om han
i det mindste erkjendte, at ogsaa Gejstligheden havde megen Brøde paa sin Side.
«Vort Land», siger han, «har nu en Stund ligget under Trængsler, og vi vide at
Skylden dertil er vor, da Gud ikke vilde refse os uden gyldig Aarsag. Men nu,
da vi Biskopper ere komne sammen og have undersøgt Aarsagerne, have vi fundet,
at ingen af Parterne, Lærde eller Ulærde, ere ganske sagesløse, idet hine have
utilbørligen trodset mod Gud, disse derimod tiet stille og undladt at udøve den
Omsorg, det bør dem at have for Folket. Og da en heel Mængde ulærde Mænd
sagde, at de mere af Uvidenhed vare komne til at begaa saadanne store For
brydelser, der medføre Ban, end af noget ondt Forsæt, om de havde vidst, hvad
Ansvar de paadroge sig, have vi fem Biskopper tilsammen, Abbederne, og mange
Prester, bekjendtgjort, hvad vi især fandt Mislighed i og hvad der mindst sømmer
og i Bergen ligesaa det senere Møde, angaaende Bansættelsen); men Peder Claussøn, hvis Text af Sverres
Saga ogsaa her viser sig at være noget forskjellig fra dem, vi nu kjende, siger derhos udtrykkeligt, at Sverre
lod kalde Erik til Bergen, og der havde den Tvist med ham, der endte med at Erik forlod Landet. Nu
er det vel saa, at P. Claussøn til denne Sammenkomst ogsaa henfører Kongens og Erkebiskoppens første
Tvist om Sagefaldets Fordobling; men foruden at dette Stridsspørgsmaal ogsaa maatte være af dem,
der kom paa Bane ved Biskopsmødet, gjelder Angivelsen hos Claussøn, at Samtalen foregik i Bergen, den
hele Tvist, og for saa vidt nogen Unøjagtighed her skulde herske i Udtrykket, kan denne lige saa godt
gjelde den første, som den sidste Deel af Beretningen. Hvad enten Mødet holdtes i Throndhjem eller i
Bergen, forklarer det lige fuldt, hvorfor Sverre, saa fuldt beskjeftiget med alt dette, maatte stole paa Erik
Jarl og ej selv kunde drage til Felts mod Varbelgerne i Viken. Har det saaledes sin Rigtighed med P.
Claussøns Beretning, bliver det og heel sandsynligt, hvad hans Ord antyde, at det var Sverre selv, som
fra først af foranledigede Mødet.
1 Vi forudsætte nemlig, som ovenfor viist, at der skal staa «Nikolas», ej «Njaal».
* Norges gamle Love, I. S. 409.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
