Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261
1194. BISKOPPERNE SÆTTES I BAN
kan være sikker nok paa, at disse Gesandter, især Villjam, der allerede før havde
laant Erkebiskop Erik sin Pen, nu under deres personlige Nærværelse ved Kurien
paa det ivrigste talte hans Sag, og man kan vist betragte det som en Følge deraf,
at Paven selv den 18de November 1194 i Peterskirken for en meget stor For
samling lyste alle de fire Biskopper, der havde forrettet Kroningen, i Ban1. Man
maa imidlertid i Betragtning af hvad der senere fandt Sted antage, at denne Ban
sættelse kun blev betingelsesviis forkyndt, saaledes at den skulde træde i Kraft,
hvis Biskopperne ikke inden en vis Tidsfrist frasagde sig al Forbindelse med
Kongen, ydmygede sig for Erkebiskoppen og modtoge hans Tilgivelse. Og herom
var det vel, Erkebiskoppen tilskrev dem, da han, som Sagaen beretter, lod udgaa
Breve til dem alle, hvori han paalagde dem at forlade Landet, og begive sig til
ham. Men Sverre, der tilbragte Vintren (1194—1195) deels i Oslo, deels paa
Oplandene, upaatvivlelig for at være nærmere ved Haanden og bedre at holde
Øje med, hvad Erik foretog sig, sammenkaldte derimod Biskopperne til et Møde
i Bergen førstkommende Vaar, for at overlægge om, hvad der i denne Anledning
var at foretage. Under Sverres Ophold paa Oplandene indfandt sig hos ham
noget efter Juul, den til Biskop i Skaalholt efter Thorlaks Død (23de Decbr. 1193)
udvalgte Paal Jonssøn, (Søn af Jon Loftssøn) en af Islands ædleste Mænd, der
Høsten forud var kommen til Norge for at lade sig indvie, men, da han fandt
Erkebiskoppen borte, og, som man maa formode, ikke vovede at modtage Biskops-
Indvielsen af de andre Biskopper, havde tilbragt den første Deel af Vintren i
Nidaros og nu rejste over Fjeldet og Oplandene til Viken, for derfra at begive
sig til Danmark og lade sig ordinere af Erkebiskop Erik2. Det er merkeligt nok,
at han, uagtet han rejste i dette Erende, dog besøgte Kongen, og at de gjensidigt
viste hinanden den største Venskabelighed. Kongen, siges der, tog lige saa godt
imod ham, som om det var en Søn eller Broder, der havde besøgt ham, og viste
ham saa stor Ære, som han selv eller hans Venner nogensinde kunde ønske8.
til Februar 1195. Det lader ogsaa af Maaden, hvorpaa Villjam i det Brev, der strax nedenfor paaberaabes,
omtaler Biskoppemes Bansættelse, som om han selv havde været Øje- og Ørevidne dertil.
1 Se det (defekte) Brev til Paven, som er skrevet af Abbed Villjam, maaskee i hans eget, maaskee
og i Absalons Navn, aftrykt hos Langebek VI. 34. «I veed bedst selv,» heder det her, «hvorledes I ifjor,
Aattendedagen efter St. Martinsdag, i den fornemste af alle Apostlers Kirke fængslede dem i Exkommuni-
kationens Baand, i Overvær af en utallig Mængde.» Disse Udtryk bære umiskjendeligt Præget af at Brev-
skriveren selv har været en af denne «utallige Mængde».
2 Paal Biskops Saga Cap. 4, jvfr. Sverres Saga Cap. 224. Kongen (han kaldes her Sverre Magnus),
heder det i Paal Biskops Saga, var øster i Viken, men rejste derfra til Oplandene, og efter Juul rejste
Paal fra Throndhjem, hvor man havde gjort meget af ham, til Kongen med sit Følge, og traf ham, om-
given af en Mængde Kongsmænd.
8 Paal var desuden en Frænde af Kongen, som ovenfor viist, idet nemlig Jon Loftssøns Moder Thora
var en Datter af Kong Magnus Barfod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
