Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
retning reiser ikke de store tanke-bygninger, men
retter forsigtig sit syn mot vor evne til erkjendelse.
Det er dennes rækkevidde som først og fremst skal
findes; den første pligt filosofien har, er en
gjærde-pligt, at sætte gjærde om det vi kan vite, ut mot
det uerkjendeliges vide utmark.
Her møter os fremfor alle andre Kant.
Bestemt og avgjørende sætter han
grænse-merkerne netop paa det sted hvor de skal staa og
blir staaende. Ingen rent teoretisk erkjendelse kan
si os noget om hvad tingene er i sig selv; vi
kan alene lære dem at kjende som de viser sig for
os. Vi er henvist til fænomenernes verden, eller,
som naturvidenskapen uttrykker sig, vi vet ikke
hvad materien er.
Men denne teoretiske uvidenhet kan Kant ikke
slaa sig tiltaals med. Han gaar videre, han maa
finde en vei som fører helt frem til tingen i sig
selv. Fremfor alt maa han ha rede paa hvad
mennesket selv er; om han hører helt til i sansernes
verden, eller om hans rette hjem ligger i det
oversanselige.
Naar Kant i den teoretiske filosofi paa nævnte
maate har sat grænsen for vor erkjendelse, er der
paa den anden side av dette grænse-skjel rum nok
for troen; han har netop ryddet plads for denne.
Som han selv siger: «Jeg maatte altsaa ophæve
vor viden for at faa plads til troen.» Hvad der
ligger utenfor grænserne for erkjendelsen er for
den rene teoretiker alene muligheter, vage
hypoteser. Anderledes stiller saken sig for det handlende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
