Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
men vilde dog have bukket under, hvis ikke Johan
var traadt til i dette Dieblik, og havde revet
Spilleren fra ham.
„Lad det nu vcere nok med denne dumme Spog!"
udbrod Verner hgit, og tilfoiede hviskende: „Gaae
bort, Dahl! jeg kjender denne Mand."
„Velan!" sagde Dahl hoitidelig, „gaa Deres
Vei, De er fri, De kan takke Gud og denne Herre,
som jeg forresten ikke kjender," tilfoiede han
cedelmodig — „for at jeg skaaner Dem, De gjor
Dem intet Begreb om, hvad jeg er for et desperat
Menneske, naar jeg lider Nod " Med disse Ord
vendte han dem Ryggen.
„De moerker vel, at Menuesket er perialiseret,"
sagde Johan, idet han fulgte op ad Gaden med den
Gamle.
„Jeg kan tcenke det," svarede den Anden;
„imidlertid takker jeg Dem ret meget, min Herre!
for den Bistand, De ydede mig."
Stemmen, hvormed den Gamle talede, forekom
Johan bekjendt; Morket forhindrede ham i at see
hans Ansigt, for de kom forbi et Sted, fra hvilket
et Lysskjoer tromgte ud paa Gaden. Her modte
Johans Blik den Gamles. Han blegnede, hans
Knw vaklede under ham, han udftodte et Skriig.
„O, Gudl" raabte han, „seer jeg ret, Fader!
kjoere Fader!" Han slyngede sine Arme omkring
den gamle Mands Hals og trykkede ham hceftig
og bevceget op til sig. — Det var Pastor Verner,
hans Fader.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
