Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63
Stagerne fast, for hun slingrer svært. Om lidt kalder jeg paa
Jer Gutter, for at I kan se, at Spunsene paa Ankrene bliver
"gtig forseglet, for der skal være Orden i alt, det var min
salig Far’s Valgsprog, og det er ogsaa mit.
— Lyset er tændt, Hr. Assistent.
— Godt! Tag Roret, Østerberg. — Det var Pokker til
Vindbyger — hold Tungen lige i Munden. Assistenten gik
ned og lukkede Døren omhyggeligt af efter sig. Derefter
trak han Gardinerne for de smaa Glasruder, som var anbragte
paa Ruffets Langsider.
I Peter Grans Ansigt, saaledes som det nu viste sig ved
Bordet i den fulde Belysning af det osende Talglys, laa en
sælsom Blanding af Skælmen og den retskafne Mand.
Godmodigheden i hans runde Ansigtstræk, og det ærværdige
i hans sølvsprængte Lokker, indgav en vis Tillid, men
saa man rigtig i Peter Grans Øjne, saa lurede der et
Katte-blink i dem, som antydede at Manden ikke var fuldt saa god,
som det saa ud til, efter det Skilt Vorherre havde givet
ham.
Hele Ruffets Udseende og Indhold, forraadte Mandens
Karakter. Man maa ikke forundre sig over, at man paa
Pladen, af det med opstaaende Kanter forsynede Bord, saa
en halv udhulet Ejdammerost slaa Kuldbøtter omkaps med
et Stykke lybsk Pølse, kæmpende om Retten til at bade sig
i Bolgerne fra et væltet Porterkrus; man maa heller ikke
forundre sig over at Peter Grans Barberkost ved en flot
Saltomortale, var kommen fra Hylden ned paa Bordet, hvor den
svingede sig i akrobatisk Dans, og hvilede med
Balancerstangen, som var et storartet Mundstykke af en Pibe — alt dette
var nemlig en ganske naturlig Følge, af den Revolution, som
Stormen satte i Scene. Men hele Ruffet, dette lille Rum,
som paa en Kutter er en Mellemting af en Dampskibssalon,
og et nogenlunde stort, Dukkehus, frembød her en saadan
Blanding af Skødesløshed og indgroede Vaner, især
Grogvaner, at man straks mærkede, at Manden, ikke stod under
Tøffelregimentets velgørende Indflydelse.
Men vi kommer bort fra den nærmeste Genstand for vor
Opmærksomhed, nemlig Peter Grans Tanker, der — medens
han med en uopskaaren Pen rører Sukkeret ud i Vandet —
ytrer, sig omtrent paa følgende Maade . . .
— Østerberg er jeg ialfald sikker paa, han sværger nok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
