Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
saa haardt prøvet have hengivet sig til Tanken paa denne
Ven, hvis hun ikke bestandigt pintes ved Tanken om deres
Skæbne, som blev tilbage.
Saa undsigeligt fast Nikolines Hjærte end var bundet ved
Georg, saa hun alligevel, — med Tanken paa den nære
Skilsmisse — mindre smærteligt paa ham, som nu først skulde
ud i Verden og prøve sin Lykke, end paa Letsler, der stedse
blev mer og mere formørket i Sindet, og som saa skulde
blive alene tilbage i dette ensomme, øde, selvvalgte Hjem.
Hun følte uden Bitterhed, at Georg lidt efter lidt vilde glemme
Sorgen, og tilsidst kun, i en blid vemodig Erindring, i stille
Længsel, men uden Sorg, genkalde sig Billedet af en Moder
som han tilbad. Letsler derimod, det følte hun med Sorg,
vilde aldrig mere blive trøstet; for ham havde hun væretalt,
uden hende havde han intet mere, han brød sig om at
leve for.
Og det var denne, paa sikre Grunde byggede
Overbevisning, som var Skyld i at Nikoline gyste for det Øjeblik, da
hans Øjne endelig skulde aabnes for den Sorg, der ventede
ham. Hun formaaede ikke selv at begynde paa nogen
Samtale i et saa sørgeligt Anliggende.
Hun forberedte derimod Georg. Hun gjorde sig Umage for
at styrke og berige hans Sjælekræfter, for at de ikke skulde
svigte ham i Sorgens og Farens Øjeblik. I de Timer, de
var alene med hinanden, afmalede hun ham Livets Forvildelser
med deres afskrækkende Følger, med saa stærke Farver og
saa glødende Ord, at Georg i stum Forbavselse saa, hvorledes
hans stille og blide Moder, lige for hans Øjne forvandledes
til en stærk og kraftig Aand, som tillidsfuldt oplyste,
advarede og ledede ham.
Disse hemmelighedsfulde og alvorlige Samtaler uddøde
aldrig af Georgs Erindring, men først længe efter, da hun,
som havde oplivet og vedligeholdt dem, kun i hans Fantasi
omsvævede ham som en advarende Engel, først da stod disse
Samtaler fuldkomment tydelige for hans Sjæl, da fattede han
klart hendes dunkle Meninger, hendes Uro, hendes
hensynsfulde Bestræbelser for, ved at afsløre mangen Fristelse, at
hærde og forud lutre ham.
Solen havde allerede smæltet de kolde Driver, som
Vinteren havde lagt omkring Johannesskærets Fod, da Lettsler,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
