Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I KJØBENHAVN. 263
Sommerhimmel, syntes Minderne at strømme ind paa den
gamle, tremkaldte af den Mand, der engang havde mødt ham
ved Kælfvesten, og han hengav sig til dem med samme Be-
gjærlighed, som Arkens Indvaanere dvælede ved Haabet om
snart at faa betræde den grønne Jord.
«Det var ved Juletiden for tre Aar siden», sagde han,
og det hørtes paa selve hans Stemme, at det var en Nydelse
for ham at tilbagekalde i sin Erindring disse Minder, «det
var ved Juletiden, Dronningen reiste til Sverige. Nils.
Erengislesson paa Ulfåsa laa syg, og Dronningen begav sig
did fra Vadstena, skjønt hun allerede var syg, og jeg fraraadede
hende denne Færd, ligesom ogsaa Priorinden, den fromme
Søster Bengta Gunnarsdatter, gjorde det, men vore Bønner
hjalp ikke. Jeg fulgte Dronningen til Hr. Nils, der taltes
meget om Vadstenaklostrets Stifterinde, den hellige Fru Brita,
og om hvorledes hun ofte pleiede at færdes tilfods fra Ulfåsa
til Vadstena, hvorunder hun gjerne hvilte sig ved Kælfvesten
Kirke, og saa fik den fromme Dronning den Tanke, at ogsaa
hun burde vandre den lange Vei tilfods i den knagende kolde
Vinter. Og alt gik saa fort, det var, som om hun havde
anet sin forestaaende Død og havde villet faa alt undafgjort. —
Jeg saa hende bede sammen med Fru Mærta, Hr. Nils’
Hustru, og jeg forlod stille Rummet og gik ind til den syge,
Hr. Nils, og da jeg kom ud, var Dronningen forsvunden.
Ingen havde seet hende, ingen vidste, hvad Vei hun havde
taget. Fru Mærta vidste det vel, men hun havde helligt
lovet at tie. Jeg ved ikke, hvorledes det gik til, men det
slog mig som et Lyn for Hovedet, at min fromme Dronning
havde ville vandre St. Britas Vei til Vadstena igjen, tilfods,
ene, midt i Vinteren, en Pilegrimsfærd, lige farlig, men . ..
men kanske meget mere oprigtig end den, som han deroppe,
hendes Herre, foretog til den hellige Grav. Jeg begav mig
paa Veien for at søge efter hende, og der ved Kælfvesten,
ved Kilden, som bærer St. Britas Navn, der laa hun paa
Knæ og bad, min stakkels syge Dronning, der aldrig havde
en vanhellig Tanke! og jeg var som fortroldet: om det havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
