Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJÆSTEBUDET PAA TÆLJE SLOT. 765
bag Herman og givet den fiendtlige Svend Banehugget, saa
havde det udentvivl været Herman Bermans sidste Kamp.
Han førtes nu ud af Stridens Tummel, og Stormløbet ophørte
derved af sig selv. Dagen derpaa ankom Engelbrekt fra
Stockholm, bekræftet af Raadet i sin Magt som Befalhavende
mod Slottet. Han hørte urolig, hvad som havde rammet
Herman, men maatte drage videre, efterat han havde tilsat
nye Høvdinger for Beleiringshæren og tilsagt Herman, saasnart
han blev frisk, at drage efter ham sydover.
Da Erik og Belgsting traadte ind i Rummet, sad Herman
paaklædt i Sengen, skjønt han var ombundet med en Hoben
Bælter om Livet og bar den venstre Arm i Baand. Han blev
glædelig overrasket, da han fik se Belgsting, og denne traadte
frem og fattede hans Haand. Efterat de første Hilsener paa
begge Sider var udvexlede, redegjorde Belgsting for sit Ærinde.
Han talte længe, og Herman afbrød ham ikke, men da han
- sluttede, trykkede han med Bevægelse hans Haand og udbrød:
«Nei, nei, Belgsting, dette Ærinde skal du selv udføre,
og til Fængslet skal du ikke vende tilbage, saasandt jeg heder
Herman Berman !«
«Nu stiger jeg tilhest og rider did», svarede Belgsting
og reiste sig.
«Nu vel, jeg vil ogsaa ride med,» tilføiede Herman, lige
bestemt i Blik og Tone som Belgsting.
Paa Tælje Slot var Fogden den første, som vaagnede om
Morgenen, og han saa sig forskrækket om, da Nøgleknippet,
der stadig pleiede at hænge ved hans Bælte, faldt paa Gul-
vet, just som han reiste sig. Hans Øine standsede derunder ved
Mjødfadet og flyttedes derpaa atter til Nøgleknippet. Med en
voldsom Ed bøiede han sig sluttelig ned, fattede den og
styrtede ud. I Gangen udenfor laa Svenden endnu snorkende,
men vaagnede ved et vældigt Spark af Fogden, der med Hovedet
endnu ikke rigtig klart ilede ned for at se efter sin Fange.
Denne befandt sig dog paa Stedet; Fogden saa vel ikke
hans Ansigt; thi Fangen laa med Hovedet vendt mod Væggen,
men han saa tilstrækkelig for sin egen Beroligelse, og den Tanke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
