Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Ægteskabets æsthetiske Gyldighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
133
Maade, Du ønskede eller Du havde lovet det. Eller be
handler Du hende ikke, for at sige det med et stærkt
Ord, som — Medhustru? thi at Du ikke har flere, det
hjælper ikke hende. Og er det ikke dobbelt ydmygende
for hende, nåar hun mærker, at Du elsker hende, at det
ikke er fordi Du er en stolt Tyran, men fordi hun er et
skrøbeligt Væsen?
En Tid lang kom jeg i et Huus, hvor jeg havde
Leiliglied til at iagttage en mere kunstnerisk og forfinet
Gjennemførelse af Tausheds-Systemet. Det var en yngre
Mand, ualmindelig begavet, et fortrinligt Hoved, en
digterisk Natur, for indolent til at gide producere, men
derimod med en overordentlig Takt og Sands for at
gjøre det daglige Liv poetisk. Hans Kone var ung, ikke
uden Aand, men med ualmindelig Charakteer. Dette fri
stede ham. Det var til at falde i den dybeste Forun
dring over, saa han vidste paa alle Maader at vække og
nære alt ungdommeligt Sværmeri hos hende. Hendes
hele Tilvær, det ægteskabelige Samliv blev gjennem
flettet af et poetisk Trylleri. Overalt var hans Øie til
stede, nåar hun saae sig om, var det borte ; overalt var
hans Finger med, men ligesaa uegentiig og i endelig
Forstand uvirkeligt som Guds Finger er med i Historien.
Hendes Tanke maatte bøie sig hvorhen den vilde, han
var allerede forud, havde Alt i Beredskab, han forstod
som Potemkin at fremtrylle Egne, og netop saadanne,
som efter en lille Overraskelse, en lille Modstand maatte
behage hende. Hans huuslige Liv var en lille Skabelses-
Historie, og som Mennesket i den store Skabning er det,
hvortil Alt stræber, saaledes var hun bleven Centrum i
en Tryllekreds, hvori hun dog nød al sin Frihed ; thi
Kredsen bøiede sig efter hende, og havde ingen Grændse,
hvorom det maatte hedde: hertil og ikke videre; hun
maatte styrte sig saa meget hun vilde, i hvilken Retning
hun vilde, Kredsen gav efter, men blev der alligevel.
Hun gik som i en Gangkurv, men denne var ikke flettet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
