Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
vælge med uskrømtet Alvor; jeg tør da saa idetmindste
trøste mig til, at jeg snarere vil komme bort fra min
Afvei.
Og nu Du, Du brager jo ofte nok dette Ord, ja
det er næsten blevet Dig et Mundheld; hvad Betydning
har det for Dig? Slet ingen. For Dig er det, at jeg
skal erindre om Dine egne Udtryk: et Blink, en Haande
vending, et coup de mains, et Abracadabra. Ved en
hver Leilighed veed Du at anbringe det, og det bliver
heller ikke uden Virkning; paa Dig virker det nemlig
som en stærk Drik paa en Nervesvag, Du bliver fuld
kommen beruset i, hvad Du selv kalder, høiere Galen
skab. „Deri indeholdes al Leveviisdom, men aldrig har
endnu noget Menneske foredraget den med saa megen
Fynd, som var det en Gud i en Popantses Skikkelse,
der talte til den lidende Menneskehed, som hiin store
Tænker og sande Livs-Philosoph, der sagde til en Mand,
der havde revet hans Hat paa Gulvet: tager Du den
op, faaer Du Prygl, tager Du den ikke op, faaer Du
ogsaa Prygl, nu kan Du vælge." Du har Din store
Glæde af at „trøste" Folk, nåar de henvende sig til Dig
i kritiske Tilfælde; Du hører paa deres Udvikling og nu
siger Du: ja jeg indseer det nu fuldelig, der er to Til
fælde mulige, man kan enten gjøre det eller det; min
oprigtige Mening og mit venskabelige Raad er som føl
ger: gjør det eller gjør det ikke, Du vil fortryde begge
Dele. Dog Den der spotter Andre, han spotter sig selv,
og det er ikke for Intet, men en dyb Spot over Dig, et
sorgeligt Beviis paa, hvor ledeløs Din Sjæl er, at Din
Livsanskuelse concentrerer sig i een eneste Sætning „jeg
siger bare enten — eller." Dersom det nu virkelig var
Din Alvor, saa var der Intet med Dig at udrette, man
maatte lade Dig gaae for hvad Du var, og beklage, at
Tungsind eller Letsind havde svækket Din Aand. Nu
derimod, da man vei veed, at det ikke forholder sig
saaledes, fristes man ikke til at beklage Dig, men vel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
