Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredie Afdelning. DE STORE EROBRINGERS TID - IV. Knud hyldet i London som Enekonge. Fiirdeling af England. Hans Ægteskab med Emma. Edric Streons Drab. Knud Konge i Danmark. Thorkil den Høies og Erik Jarls Død. Tingmændene og Vitherlagsretten. Knuds Omhu for Geistligheden. Engelsk Christendom i Danmark. Knuds Reise til Rom. Uroligheder i Danmark. Angreb af Norges og Sveriges Konger. Knuds Tilbagekomst. Slaget i Helgeaa. Knuds Herredømme i Norge og Skotland. Trudsler fra Normandiet. Knuds Død (1035). Uenighed i England. Riget deelt mellem Harald Harefod og Hardeknud. Strid mellem Danmark og Norge. Hardeknuds Forlig med Kong Magnus af Norge. Tog til England. Ethelreds Sønners mislykkede Fordring paa England. Harald udraabt til Enekonge i England. Hans pludselige Død. Hardeknud Konge. Mishandling af Haralds Liig. De Danskes Overmod. Hardeknuds Død (1042). Danevældets Undergang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Herskerkraft, Statskløgt og Retfærdighedsfølelse. Ingen
engelsk Konge før ham havde endnu baaret saa mange
og saa herlige Kroner. Hans Magt og Anseelse var
saa stor, at den tydske Keiser betragtede det som en
Ære, at hans Søn, den senere Keiser, Henrik (III) fik Knuds
Datter Gunhilde tilægte. Over Englands indre Lykke
og ydre Storhed glemte Englænderne og selv de
egentlige Angelsaxer saa temmelig de blodige
Voldsgjerninger, som fra først af vare begaaede af Knud, og
som desuden i hiin raa og blodige Tid heller ikke
havde været synderlig paafaldende eller usædvanlige; i
al Fald vare de ikke at sammenligne med Ethelreds
forudgaaede hemmelige Blodbad. Ogsaa de Danske i
Knuds oprindelige Hjemstavn Danmark maatte, med al
Uvillie over hans stadige Fraværelse og Forkjærlighed
for England, ligefuldt erkjende, at ikke nogen Dansk
hidtil havde ladet saamegen Hæder straale tilbage paa
sit Fædreland eller ladet dets Navn gaae saa vidt
omkring udenfor det skandinaviske Nordens Grændser;
thi »Knud var af alle Konger, som have talt den
danske Tunge, den mægtigste og den som herskede
over det største Rige« [1]. Baade Knud og hans Fader
Svend vare ligesom et Billede af deres Tid, i hvilken
den gammelnordiske, fra Hedenskabet nedarvede
Kæmpeaand endnu ikke havde ladet sig kue af den nye
Christendom. Men med dem var det ogsaa for det
Første ude med Stordaaden i Danmark. Hedenskabets
Magt der var brudt og en ny Aand skulde herske.
Med Rette siger Sagaen: »Da Kong Knud døde i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
