Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gjøngehøvdingen - 26. „Høit at klyve, dybt at falde“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
325
bevidnet ham sin Velvillie, den gamle Christen Skeel havde
aabnet ham sit Huns, Adelsmandene tilgave ham i de
forste Oieblikke hans Mangel paa Rang og den tv iv l-
somme S tillin g , han indtog i Samfundet, de stillede sig
under en Autoritet som Rigsraadens, idet de sogie Gjonge-
hovdingens Selskab. Han ilede nu tilbage ti! sin sljonne
Elskede, han tcenkte sig hende fornem og straalende, om-
given af al den Pragt og yppige Overflod, der havde
saa megen Betydning i hans Oine, han tcenkte sig endelig
selv som Elsker ved hendes Fodder, om og hengiven.
Og dette Billede skulde ligesaa uformodet som plud-
seligt blive til Virkelighed; thi ved en Omdreining af
Skovveien, som Svend gik henad, horte han Stemmer og
saae strax efter Julie Parsberg komme sig imode, lykkelig
og leende, stottende sig til en Cavalleer, lyttende med
foroverboiet Hoved og med et B lik, som Svend saare vel
kjendte og tidligere havde troet udelukkende Lilhorte ham.
Billedet var altsaa blevet til Virkelighed, blot med
en Omvexling af Personer. Det var Capitain Lykke, der
havde indtaget Svends Plads og betragtede sin Dame
med begeistrede og veltalende Blikke, der paanodte hende
Overbeviisningen om det Sprog, han talede, fordi han
i dette Oieblik, betvungen af sine Ords M agt, selv troede
paa dem.
Svend Gjonge stod som forstenet ved dette Mode
eller rettere sagt ved at iagttage hendes B lik, som inde-
holdt en lige stor Beskoemmelse for hans Haab, hans
Stolthed og hans Hjerte. Men med en noesten over-
naturlig Kraftanstrengelse betvang han de sorskjellige Ud-
tryk af Smerte og Harme, der joge hen over hans Aasyn
som Uveirsskyer paa Himlen; vant til at beherske, hvad
der modte ham, vedblev han at gaa videre og hilste al-
vorligt og oerbodigt, idet han kom dem forbi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
