Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
Fedraheimen·
19de Juni 1878·
dethan kann av Ærg. Naar Kongen er i Utlandet,
so heiter han berre den ,,svenske Kongen««; Floten,
som fører honom, heiter ,,svenska Bort-inn,a um so
dei fleste og beste Skip fører norskt Flag, og norske
Skip maa i slike Tilhøve ostaste lyda svensk Kom-
mando. Paa dei Staden der Svenskar er Gesan-
tar elder Konsular, veit Folk mest aldri annat, enn
at Norig er Provins av Sverig; i sjølve Tyskland
kann studera Folk tala um Bjørnson som svensk
Diktar. Og Ein høyrer aldri, at dei Svenske bryr
seg um aa retta paa slike Mistydingar. Dei tek
den LEra dei kan faa og trur, at dei ved detberre
gjer Rett mot sitt Land. Og —— kven veit væl
nokon Ting aa segja? — Politikken er slikt
Eg hev aldri brytt meg nokot av desse store
Flikringstalar og Gjølingssongar, som me Norske
hev faret med mot Sverig, og det just fyr di eg
hev kjendt detta paa meg. Naar Svensken held
Talar og skriv Songar fyr Norig, so er der altid
nokot rakt og ,,reservert« i det; han held paa sin
Sjvlvvyrdnadz han tek det som ein Adelsmann;
hanL talar som den, som ikkje sbryr seg um aa luta
seg elderbeda; — og deri gjer han Rett. Ein maa
altid vyrda den, som vyrder seg sjølv· Men naar
Nordmannen kjem med sine knebøygde, lækkerliskrande
Hølingskvcede, saa vert du flat. Det ser stundom
mest ut som ei Snikjing; det minner um Husman-
nen, som prøver aa gjøla upp Jorddrotten sin fyr
aa faa honom i Godlag. Det hev ikkje voret
meint so; det hev voret denne barnsklege Tru
paa Broerskapen, maavitaz men det maa hava set
ut slik fyr Svensken og srzr dei andre. Lat oss no
eingong verta so vaksne, at me ser Armodsdomen
i detta! Lat oss hava sovidt Mannskap, at me væk
fer fram med Finleik og Folkeskikk, men likevæl
held fast paa den rette adelege Sjølvvyrdnadt Lat
oss læra, me med, at Broerskap er Vroerskap og
Politik Politik! — Den aaleine vert vyrd, som
veit aa vyrda seg sjølv.
Og eg trnr mest me kjem oss so smaattidenne
Vegen.’ Eg trur, at vaar Sjølvvyrdnad er- aat og
veks, og at me gjeng fratn i Politikken ogso· Du ser,
at me av eiget Tiltak driv fram det eine etter det
andre; detta med Konsulpostarne er just eit Steg
i den Leid, liksom og det, at me hev fengjet ein
Nordmann til norsk-svensk Riksutsending i Paris-
Broerskapen — den stend like godt; me tek honom
berre nokot mindre barnsklegt.
— Naar Svensken slær paa, at S,am"festet
ikkje hev godt av det me her hev gjort, so veit me
som sagt, at slikt Ingenting hev aa segja. Sam-
festet stend ved Lag just so lengje som baade Partar
finn, at dei hev meir Bate enn Skade av det, —-
korkje lenger elder stuttare. No sinn visstdei Fleste
enno, at Baten af Samfestet er større enn det Bryet
som det gjev, og dermed stend Samfestet so fast
som det kann standa. Kjem Folk eingong til det,
at dei kann hava alle Godmunerav Samfestet, men
sleppa all Krangling og Ugreida ved aa ikkje hava
detta politiske Samband, —— so brytst Samfestet av
seg sjølv trass i ,,Broerskapen.«4 Slikt snurseg til
som det sjølv tykkjest, og det nyttar litet aa uroa
seg med det. ’
Det som gjer slike politiske Giftarmaal folkemi·l-
lom mindre sætande, det er den Motsogn som ligg i,
at baade tvo skal vera baade sambundne og fullt
sjølvstendige. Der er i detta ein Tankefloke, som
kunde vera fælt gild fyr ein Tysk Kunsttenkjar aa
vasa«upp, men som i Røyndomen jamt vil syna
seg i ymse smaae Ugreidur og Tvistemaal og Øsingar,
som veks i Løynd, til dei yddar seg ut i einkvar
stor Motsetning, som er so vid, at han ikkje kann fyllast
npp ved Tanken paa den praktiske Vinning (Penge-
sparing ossr.), som Sambandet fører med seg. Det
er naar den Dagen kjem, at Samfestet er dømt,
—- dersom han kjem· G-
·s Skule og Upplysning.
Maalsaki"i Thinget (Møde den 14de Mai.)
Sag No. 3. (Forts.) C. Esscudropt Der er,
- saavidt jeg har kunnet følge Debatten, hidtil ikke
fremkommet nogensomhelst Jnvending mod, hvad
der er anført i Komiteetis Jndstilling, og jeg kunde
for mit personlige Vedkommende være saa meget
mindre opfordret til at begjære Ordet, somjo Thi11-
gets Tid er kostbar. Den Erfaring, jeg har gjort
i mit Embedsdistrikt, falder ikke sammen med, hvad
D’Hrr· Forslagsstillere har udtalt om Tilstanden
hos os. Jeg menerxat der arbeides paa at bi-
bringe Lærerne den første Grundsætning for al
Undervisning, at de maa tale saaledes, at Børnene
forstaar dem; jeg skjønner ikke, hvad Meniiig der
skulde være i Undervisningen paa anden Maade.
Det Sprog som Børnene selv taler, maa tales saa
godt, som Vedkommende formaar at tale det. Jeg
har heller ikke personlig mødt nogen Vanskelighed
i saa Henseende. Det er aldrig faldt mig ind at
afvise et Svar, fordi Barnet har talt i sit eget
Maalføre; jeg har tvertimod glædet mig derover,
fordi det klang mi saameget hjemligere. Dertil
kommer, at efter lt, hvad Debatten hidtil har
fremført, er det jo sandsynligt, at Sagen vil blive
overgivet til videre Overveielse i forskjellige Ret-
ninger. Men jeg synes dog, at det maa udtales
her, at Sagen har sine Vanskeligheder, og at disse
ikke alene ligger deri,——hvad nok ogsaa Alle, saa-
vidt jeg skjønner, hidtil har erkjendt —, at Børnene
maa lære at bruge Bogsproget og ·bruge det som
Læsning, bruge det til Forstaaelse. At et Barn,
naar det gjennem Bogens Brug læres op i at for-
staa Skriftsproget, derved ogsaa i en vis Grad
bliver paavirket i sit eget Talesprog af dette Bog-
sprog, det kan dog ikke undgaaes. At ville arbeide —
for, at det holder fast ved alle sine Eiendommelig-
heder, uagtet det Sprog,· som bruges i Bogen, i
nogen Grad modarbeider dette, synes jeg vilde
være en Overdrivelse. Men Vanskeligheden ligger
deri, at der endnu ikke er et Folkesprog mellem os,
men mangfoldige Bygdemaal. Dersom der var et
fælles Folkesprog fra Nordkap til Lindesnæs, kan
kan jeg ikke skjønne, at Sagen vilde haves nogen
Vanskelighed, og der vilde da visselig ikke kunne
være nogen Disseiis i denne Sag. Men der er
mange Bygdemaal, og det er ikke muligt, — og
det vilde vist ikke være ønskeligt —, at enhver Læ-
rer blev ansat kun i sin egen Bygd. Han har selv
et Sprog, som oprindelig er hans Hjembygds Maal-·
føre, men noget vaavirket gjennem hans Livs Bane,
og med det kommer han da ind i Skolen; han
faar der bruge sit Sprog, og Børnene faar bruge
sit, og under dette vil der ganske vist finde en gjen-
sidig Paavirkning Sted; jeg kan ikke skjønne, at
det kan undgaaes. Det S·a1nme har ogsaa, saavidt
jeg forstaar,«de ærede Forslagsstillere antydet, idet
de sige: »saavidt muligt«.- Jeg tror i det Hele
taget, at den Dag vil komme, da vi faar et fælles
Folkesprog, som er et Produkt af vore nærværende
Bygdemaal og vort nærværende Bogsprog, hvilket
jo slet ikke ligger saa fjernt fra vore Bygdemaal
som Fra11sk fra Engelsk, saa den Sammenligning
er jeg ikke istand til at forstaa. Der kan velhave
været de Lærere, som har været saa ubesindige
eller daarlige, at de virkelig har troet at gavne
Børnene ved at tvinge dem ind i et for dem una-
turligt Sprog. Jeg tror, at den Tid er forbi, og
at det mere og mere vil gaa op i Alles Erkjen-
delse, at man maa tale saaledes, at Børnene sor-
staar det! dog bør der heller ikke i denne Hense-
ende være den Overdrivelse, at man vil forsøge at fast-
holde det oprindelige Maalføre trods at det efter den
naturlige Udviklings Lov er Forandring undergivet.
1- s- — s —
s- s- s-
Peter Schlemihl.
(Etter Chamisso ved Andr. Hølaas.)
Framhald.
Bendel, bleik og bivrande, men vitugare
enn eg, gav meg eit Teikn; eg tok til den gamle
Raad og rette honom Gall, men ogso det hadde
misst’ si Kraft; han kastade det fraa seg med
Svivyrding og sagde: »Av ein Skuggelausing tek
eg ikkje imot nokot.« Han vende meg Ryggen,
sette Hatten paa, blistrade ein Visetone og gjekk
! seinført Ut or Romet. Baade Bendel og eg stod
der og gjorde lange Augo etter honom.
Med Teven i Halsen og Dauden iHjartat
gjorde eg meg ferdug til, liksom ein Brotsmann syr
sine Domarar, aa treda fram fyr Skogmeistarfolket
og løysa deim fraa mitt Ord. Eg trod inn i det
døkke Lauvverk, som dei hadde gjevet Namn etter
meg, der eg ventade aa raaka Mina og Foreldri
hennar. Mod eri kom sorgfri og. glad imot meg.
Mina sat der, bleik og fager liksom den fyrste
Snjo, som um Hansten kysser dei sisste Blomar
og strakst gjeng veg som Blomelaug· Skogmei-
staren gjekk hugill att og fram med eit skrivet
Blad i Handi, baade truten og faaen i det elles
so· rolige Andlit, og tottest vera baade daafengd,
binen og vreid. Han kom radt’ imot meg, daa .eg
trod inn, og kravde med avbrotne Ord aa faa røda
aaleine med meg. Eg gjekk med honom burt aat
ein fri, solbjart PlassiHagen; der slengde eg meg
tagall ned paa ein Benk —, og det fylgde ei
lang ·Togn, som ikkje cdein Gvng den daagode
Moderi, som kom etter, vaagade aa brjota.
Skogmeistaren gjekk upp og ned med lange,
faste, men ulike Stig; med ein Gong stadnade han ved
mi Sida, saag i Papiret, som han heldt i Handi,
og spnrde meg med eit prøvande Augnekast:
,,Skulde De, Hr. Greive, kjenna ein Mann, dei
kallar Peter Schlemihl ?«« Eg tagde.— »Ein
aagjæt Mann, hæv og med store Fyremunar
framfyr Andre —?" Han ventade Svar. —
,,Og um no eg sjølv var Mannen?« — ,,Som««,
lagde han kvasst til, ,,hev misst Skuggen sin!!".—
,,Aa, mitt Hugbod, mitt Hugbodt« ropte Mina,
,,ja, eg hev lengje skynat, at han er skuggelaust« »
og ho kastade seg i Armarne aat Moderi. Og
Moderi, som baade rædd og kjærleg drog henne
.»inn aat seg, ankade hver, at Dotteri ikkje strakst
hadde sagt ifraa um detta. Men Mina var, paa Lag
som Arethusat), heilt uppløyst elder umbrøytt i ei
Taarekjelda, som sildrad syrgjeleg ved Klangen av mi
Røyst, og stridrann som Fjellbekken, naar eg kom nær;
" ,,Og De hev«, heldt Skogmeistaren, gramm
som han var, fram paa nytt Lag, ,,De hev med
uhvyrd Djervskap og Lettvisa ikkje gjort Dykk nokot
Samvit av aa svika baade henne der og meg; og
De segjer, at De elskar henne, De, som hev gjort
av henne det, ho no er? Ser De, kor ho smelter
i berre Taarar. Aa, uhøyrt, grysjelegt, øgjelegtt
Eg misste all Klokskap og tok til aa svara:
Ein Skugge var ikkje Annat enn ein Skugge, Ein
kunde ogso vel hjelpa seg utan dens det var ikkje
V) Arethnsa var etter ei grekisk Soga ei Nymfe i Elis,
Dotter aat Nerevs og Doris, og fylgde Diana.
Daa ho ein Gong langade seg i ei Elv paa Velv-
ponnesos huglagde leeguden Alfeios henne, men
Diana skapte henne nin i ei Kjelda, som gjøymdest
i Jordi og fyrst kom fram att paa Ortygia-Øyi ved
Syrakus (Sicilia). Alfeios umskapte sig til ei Elv,
som gjekk under Havet og flaut saman med Kjelda der-
o
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
