Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - a. Utviklingsgang, berøring med filosofien; vekst som digter og tænker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i. 91
1873, danner i mere end én henseende en merkepæl i historien om
Ibsens utvikling, baade den almindelige og den specielt filosofiske. Det
er koncipert som et verdenshistorisk drama og uttrykker digterens
religionsfilosofi, slik som den former sig under den videre horisont han
efterhaanden kom til at øine. Just dette arbeide repræsenterer Ibsens
forfatter-virksomhet i dens avgjørende omdannelse. Ringen om hans digteridealer
hadde tidlig utvidet sig fra den trangere kreds som var trukket op av
hans nationalromantiske følemaate, og var blit til en storcirkel omkring
.
Norden. Men i 1864 hadde hans skandinavistiske fremlængsler lidt
skibbrud. I nogen aar gjenlød hans digtning (»Brand«, »Per Gynt«, »De
unges forbund«) av harmen over at Norge og Sverige hadde svigtet
Danmarks sak. Men saa kom den store omveltning med den fransk-tyske
krig, og nu utviklet Ibsen sig i 70-aarene i Tyskland i retning av
verdensborger. Det blev en frigjøring og en utfolding paa mere end ett punkt
for den norskfødte og norskprægede digter.
Efter det vældige løft i »Keiser og Galilæer« sker i 4 aar en stans
i produktionen. Ibsen lægger sin digtning om efter en ny linje. Med
sine dramaer sigter han likefrem paa at dra sociale og etiske spørsmaal
frem i lyset; ikke længer saa, at digterens syn paa ret og skjønt alene
skinner frem gjennem den satiriske eller patetiske utmåling, slik som i
»Kjærlighedens komedie«, »Brand«, »Per Gynt«, »De unges forbund«,
men slik at læseren lever sig ind i et problem, og at handlingene i
dramaet leder fantasien særlig i retning av den søkte løsning. Nu staar Ibsen
frem i fuldt europæisk lys som barn av sin tid. Stykke for stykke tar
han slike almenmenneskelige foreteelser under behandling som viser os
livet og personligheten mishandlet, fordærvet, ufri. Hans syn paa livet,
hans dom om menneskene blir under dette medbestemt av motiver han
har assimilert fra den granskende samtid og dens teoretiske
indsigter. Tanker laant fra tidens fremskridt i biologi, fysiologi og
samfundslære blir arbeidet ind i dramaet. Den bruk digteren gjør av de nye
teoretiske grundsætninger, kan ikke altid videnskabelig godkjendes.
Skjæbne-gjengjældet vil vel overhodet altid unddra sig videnskabelig bestemmelse,
og Ibsens tanker om arvens virkninger har ikke i enkelthetene faat
medhold av den naturvidenskabelige granskning. Men for det første ligger
det som digteren utvikler om emnet, sandsynlig i rigtig retning, og
dernæst har hans synsmaater den egenhet ved sig, at de stiler bent paa
livs-avgjørende værdier, de fører derfor menneskene ind i de mest alvorlige
overveielser. Han digter sig saaledes til en virkning av enestaaende art.
Ibsens digtning gir en velgjørende motsætning til en kunst hvis
psykologiske visdom ofte er uttømt med en enkel, raskt hensvindende stemnings-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
