- Project Runeberg -  Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet, Bidrag til en aandelig Sundhedslære /
30

(1896) Author: Ludvig Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

30

i Retning ad Mælkovejen, slutter med at sige: »Og sandelig! naar
man Saa op paa den, var det En, som havde man selv en utydelig
Fornemmelse af Jordens rivende, ustanselige Flugt«, Det havde sat
mig i denne ejendommelige, ligesom sitrende Stemning, der kan
komme frem, nåar noget griber En, en Stemning, som kan holde sig
længe. Denne Stemning blev kombineret med en anden: Jeg kom
for sildig et Sted, fik Ubehageligheder og blev ked af Livet paa den
Maade, man kan blive det ved mindre Fataliteter. Det gav en
underlig sammenrodet Sjælstilstand, Man gad ikke tænke mere paa
hin Skildring, og dog gjorde den sig ubevidst gældende midt under
det hele, En underlig Overgang syntes at være i alt. Det var ved
Teatertid. Folk stormede ind og smækkede med Dørene. De skulde
se »Don Juan«. Mørket begyndte at falde paa med sin blaagraa
Overgangstone i Belysningen. Jeg kom forbi en Bod, hvor der
solgtes Mel, Gryn og Lampeglas — det var sært med de Lampe-
glas, dog det sælger vel forresten alle Urtekræmmere. Egentlig var
Jeg underlig langt fra det, jeg tænkte paa, lagde først ret Mærke
til, hvor jeg var, da jeg naaede Frue Plads og saa Kirken
afbilde sig som en høj mørk Masse paa den endnu svagt lysende
Himmel i Vest, Der var kommen flere Stjerner frem. En stor en
blev ved at følge med, alt som jeg skraaede over imod Universitetet
hen over Tagryggen paa Kirken, som om den styrede lige paa Taar-
net. Jeg blev staaende et Øjeblik, inden jeg gik ind. En dejlig
Aften! det var, som om en fin Sitring opfyldte Luften. Man kunde
deroppe lige skimte ti Minutter over Syx paa Uret; men det var
ikke ved Lygtelyset. Det var tydeligt, at Taarnet omme paa den
Side, saa højt oppe, endnu fangede en Rest af Dagslyset i Vest,
mens det forneden udelukkende var Lygterne, som regerede. Be-
synderligt! Hvor pegede dette fine Skær ud fra Jorden ligesom
Turgénjews Skildring. Der kan være Øjeblikke, hvori et Menneske
føler sig som en Plante over for omværende Indflydelser. Planten
ser ikke Solen, der varmer, eller Skyen, der regner, men den mærker
noget omkring sig, der gør den godt, drejer sme Blomster og aab-
ner sig derimod.

Der kunde anføres en Mængde Eksempler af denné Art,
Eksempler, i hvilke vor naturlige Følelse giver os ligesom en
Anelse om noget omkring os, hvori vi leve og slaa vore Rødder;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:18:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/flligelob/0042.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free