Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
— Æ . . . æ fer itt i moro ... dæ trur æ itt,
sa han. Og det var som snakket han med sig
seiv bare.
— Ja, ja. Han fikk være velkommen efter,
da, sa Brynjulv, og gikk.
Da han åpnet døren så Saltnes at de var gått
mest alle sammen som hadde sittet der ute i
bua. Der satt bare et par karer ved bordenden
nede ved ytterdøren.
Han hørte Brynjulv snakke med dem.
Litt efter small det i en lås, som om nogen
låste døren der ute.
Og så nådde inn til ham lyden av tunge trin
over gulvet mot kammeret.
Da tok han et par skritt baklengs, og stod
midt i rummet, da Ane steg inn.
Hun gikk bort til bordet og løftet på kaffe*
karmen og kjente på den om den var varm.
— Han gjikk tidli i kvell, han Storm, sa hun
og stod og holdt på karmen.
Og hun så ikke på Saltnes, men stod med
bøid hode. Barmen hevet og senket sig, og
hun pustet hørbart med halvåpne leber.
— Han er et mirakel te å rekne, sei di. Og
slikt minne som han har, finnes dæ ikkje make
til, sei di. Og dæ endå han drekk, som ei blinn
mær, sa hun.
— Det uundværligste inventar på kontoret,
som fullmektigen sier om ham, sa Saltnes, og
skalv i mælet, og lo med en kort, rusten latter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
