- Project Runeberg -  Framgutterne /
36

(1898) [MARC] Author: Bernhard Nordahl
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Vinterhi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

de iilbage, sydover, er det for at dvæle ved de kjære
i hjemmet og for derpaa dobbelt brændende at forbinde
tanken paa dem med haabet om et lykkeligt udfald af
ekspeditionen, saaledes at vi, naar vi engang vender
kursen hjemover, kan gjøre dette med virkelig glæde
og stolthed og med bevidsthed om, at vi kommer hjem
som dem, der ialfald har gjort sin pligt. Jeg tør sige,
at dette er den fælles følelse ombord. Og ved siden af
de mere private og engere venskabsbaand er dette det,
som mest af alt knytter os sammen.

Den bedste, ja absolut ufejlbare prøve paa, at jeg
har ret i denne karakteristik af os som helhed, leverer
vi selv ganske ufrivillig, hvergang det gaar skralt med
driften. Gaar denne den rigtige vej, nordover, og
alt-saa længre og længre bort fra Norge og civilisationen
og det med rigtig god fart, — da netop er humøret
oppe, kan I tro! Da gaar alslags arbeide som en dans,
og da er vi gjensidig saa hyggelige og elskværdige
imod hinanden, saa vi ved næsten ikke, hvad godt vi
skal gjøre hverandre. Men er det omvendt, ser det et
døgn ellet to skralt ud med fremskridtene, eller gaar
vi rentudsagt den vejen, høna sparker, — ejamej, hvor
grætne og ækle vi er da, — ja, som den sureste
æple-kart, saa vi næsten ikke er til at komme nær! Og da
kan det jo hænde, at der vanker noksaa drøje slængord
og komplimenter indbyrdes, som vi, naar vinden og vejen
drejer, — glemmer, at de er sagt!

Men hvordan vidste vi nu bestandig saa nøje,
hvilken vej det gik med os? Ja, naturligvis blev der nu
som tidligere taget observationer og stedsbestemmelser,
om ikke hver dag saa ialfald hver anden, naar himlen
ikke var overskyet mod stratus. Men de blev bare
regnet ud engang imellem, og det forslog ingenlunde for
vor, med hensyn paa driften, fast umættelige
nysgjer-righed.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:55:01 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framgutter/0048.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free