- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Anden del /
145

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

RÅKER OG TÅLMOD.

145

være, må vi vel med hoven kunne få noget snadder
af smådyr og sligt i vandet, når vi lægger os efter
det, Det kan vel hænde at vi kommer for sent til
Spitsbergen til at finde skute der. Men så får vi
overvintre; det skal gå godt nok, og det vil jo bli et
herreliv, mod at ligge her i drivisen og ikke vide hvor
en er, eller hvad en driver mod, og ikke øine målet,
om end aldrig så langt borte. Denne tid vil jeg nødig
ha om igjen; — hårdt har vi fåt bøte for at vi ikke
passed urene vore i rette tid den gangen. Ja, var
det ingen der hjemme som vented, kunde en
overvintring på Spitsbergen være helt lokkende; jeg kan
ligge her og drømme om hvor lunt og godt vi skulde
indrette os der. Hvad som helst i verden står for en
i rosenskjær, bare en var ude af denne isen. Men
den tid kommer nok også én gang. En får trøste
sig med ordsproget, at natten helst er svartest før
daggry. Rigtignok kommer det jo an på hvor svart
natten skal bli, og det kunde jo unegtelig endnu bli
adskillig svartere. Men håbet klamrer sig til
sommeren; det må jo bli bedre efter hvert som det
lider.»

Og så gik det langsomt fremover dag efter dag
med nøiagtig samme slit og samme tunge føre, som
kjælkerne uden ophør skar sig fast i. Hunder og
mænd gjorde sit ytterste; men det moned ikke stort;
dertil kom at næringssorgerne øged på, og vore og
hundenes rationer blev sat ned til det nødtørftigste,
for at vi kunde friste livet så længe som muligt.
Sultne og slitne var vi fra morgen til kveld og fra
kveld til morgen, alle fem. Vi bestemte os til nu at
skyde hvad som kom i vor vei, selv måker eller hav-

10 — Fram over Polhavet. II.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/2/0171.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free