Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
høitidsfuldt i mørket og gjennem susen av vandet,
»vi maa gjøre os færdige til at dø. Om ti minutter
kommer vandet til at naa os. La os bede til
Gud!"
Han reiste sig og tok til at læse Fadervor, og
alle vi andre tok til at følge hans foredømme. -Jeg
lukket øinene og prøvde at-følge ordene, men kunde
ikke samle mine tanker. Jeg saa alle dem jeg hadde
kjær: Mattias, Arthur og hans mor, Vitalis og Brio,
og især min fostermor, min egen kjære mor Barberin.
Skulde jeg aldrig mere faa komme til hende? Jo, én
gang fik jeg nok møte hende — hos Gud!
Efter bønnen varte det en stund før nogen talte.
Farbror Kaspar var den første som ytret noget: ,,Gud
tilgi mig at jeg tok dig med herned, gutten min!"
sa han, og slog armene om mig. Jeg trykte mig tæt
ind til ham, for i denne nød trængte jeg en ven at
støtte mig til.
Tiden gik, og vi. holdt stadig øje med vandet.
Tilslut syntes vi at strømmen tok til at sagtne, og
duren av den var ikke saa sterk. Farbror løftet sin
lygte høit i veiret, saa lyset.faldt bortover det sorte
vand. Vi -skjønte snart at det nu var holdt op at
stige. Vi var frelst, vi lo og graat av glæde; men
farbror mente vi maatte ikke være altfor trygge endda.
»Vi vet ikke hvor længe det kan vare før vandet
synker helt," sa han. ,,Vi maa ha taalmod og vente.”
Det såa ut til at vi kom til at vente længe.
Vandet laa nu urørlig fremme for os og holdt os
indestængt i vort mørke rum. Dødsstilheten omkring os
var rædselsfuld. Ifald vandet ikke sank, maatte denne
berghule bli vor grav. Det var en trøst at vi hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
