Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffefangen fra Sakhalin - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
over mig, at jeg helt gav fortabt. Bevidstheden
om at være i fremmed Land viftede Mørke og
Kulde ind i min Sjæl, og min ophidsede Fantasi
fremtryllede det umaalelige Ocean af Bjærge,
Skove og Stepper, der havde lagt sig mellem
mig og mit dyrebare, tabte Hjem, som, skjønt
det vinkede mig til sig med saa uimodstaaelig
Magt, dog i denne Stund kun lyste svagt i det
Fjærne som et døende Haabs blege afmægtige
Ild. Og midt i det trøstesløse Mulm, der omgav
mig, løftede den paatrængende Følgesvend, som
kaldes Sorgen, sit ildevarslende Hoved og hvi
skede: »her er du begravet — for bestandig!*
En svag, ynkelig Piben, der naaede ned til
mig gjennem Skorstenen, vakte mig af min
Grubleri. Det var min tro Hund Cerberus, der
sad rystende som et Æspeløv oppe paa det
flade Tag og spurgte mig, hvad der gik af mig,
siden jeg ikke gjorde Ild paa i denne knagende
Frost. Jeg skuttede mig og søgte at ryste Kul
den af mig, men da jeg følte, at jeg laa under
i denne Kamp mod Tavsheden og Mørket, be
sluttede jeg at ty til det frelsende Middel, som
jeg havde lige ved Haanden. Og dette Middel
var — Jurtaens Gud, den mægtige Ild.
Hos Jakuterne *) er Ilden aldrig slukket om
Vinteren, og derfor er Skorstenen heller ikke
*) Et tatarisk Folk (c. 200,000 Mennesker) i Østsibirien,
hvis fornemste Rigdom bestaar i Hornkvæg og Heste.
Jakuterne leve om Sommeren i Telte, om Vinteren i
Hytter (Jurtaer). O. A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
