Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - VIII - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
r 231
han øjeblikkelig en Slaa for sit Hjærtes Følelser,
og hans Haandtag bliver da saa fast, at Verden
før vil komme ud af sin Axe, end det vil
lykkes Tiburtius Drab at slippe ud af hans
Kløer. — Ak ja, ak ja! Hele min Ulykke er, at
jeg engang — det er for Resten længe siden —
har lagt mig ud med Loven, og det grundigt,
min lille Ven!*
Efter dette lange Foredrag rejste Tiburtius
sig, løftede Marusja op i sine Arme og gik hen
med hende i en Krog, hvor han kyssede hende
og trykkede sit hæslige, uformelige Hoved op
mod hendes lille Bryst. Men paa mig havde
hans løjerlige Tale gjort saa stærkt et Indtryk,
at jeg længe blev staaende übevægelig paa et
og samme Sted. Til Trods for de kunstige
Vendinger i den, havde jeg dog fuldstændig for
staaet Meningen af den, og som en Følge heraf
stod min Faders Skikkelse i dette Øjeblik for
mig omgivet af en Straaleglans. Men paa samme
Tid følte jeg endnu bitrere end ellers det sørge
lige i, at han, der var saa god og udmærket
i alle Henseender, hverken kunde eller vilde
elske mig.
IX.
De lyse, klare Dage svandt, og fra det Øje
blik blev det værre med Marusja. Alle vore
Forsøg paa at opmuntre hende faldt fuldstændig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
